Marked skal vise at vikingerne ikke kun røvede og plyndrede

Med levende udstillinger og et vikingemarked vil Lindholm Høje vise at vikingerne var et folkefærd, der kunne meget mere end at røve og plyndre.

- Så gamle Danmark skal nok bestå, så længe bøgen og en viking med glæde og såvel skaber- og fortællertrang, spejler sin top i bølgen blå.

Sådan lød det da den selverklærede nutidsviking Jim Lyngvild  lørdag åbnede udstillingen og vikingemarkedet "Vikingerne kommer!" på Lindholm Høje.

Markedet og de levende udstillinger skal vise at vikingerne var et dygtigt folkefærd, der kunne meget mere end at plyndre og røve i England.

- Det var en tid der skabte, det vi har i dag. Vikingerne var gode til håndværk og lavede pludselig nogle ting, der gjorde at vi kunne komme rundt i hele verden, fortæller Morten Brønlund, der er formand for Vikingegruppen på Lindholm Høje.

Vikingetiden er også beskrevet på det berømte Bayeux-tapet, der som replika er udstillet på Børglum Kloster. Lørdag satte en gruppe fingernemme kvinder så punktum for 16 års arbejde og færdiggjorde den sidste - og manglende - del af kopien.

Det var Kamma Jensen, der fik lov til at sætte de sidste tre sting, så tapetet i sin helhed fremover kan ses på Børglum Kloster.


Seneste nyt

fra Nordjylland