Masser af skiudstyr langet over disken
Der blev kigget på skiudstyr i Gigantium, hvor der i weekenden er skiudsalg.
Selv om skiferien er præget af usikkerhed i forbindelse med coronapandemien, er interessen for nyt skiudstyr stadig intakt.
Mange nordjyder håber, at de i år kan komme på skiferie på trods af coronaen.
Det fik dem lørdag til at valfarte til Gigantium i Aalborg, hvor der var udsalg af skiudstyr.
Og der var godt gang i handlen.
Danni Frederiksen, der ejer SkiOutlet, kunne i hvert fald konstatere, at selv om der har været et par skisæsoner, der har været præget af coronanedlukninger, så fejlede købelysten ikke noget.
- Det ser ud til, at der nu skal noget nyt udstyr til, siger Danni Frederiksen.
Og en af kunderne, Rikke Vangsgaard fra Skørping, var med på den ide, selv om skiudstyret ikke havde været brugt helt så meget de seneste par år.
- Der er noget af udstyret, der er ved at være 10 år gammelt, så noget af det trænger til en udskiftning, siger Rikke Vangsgaard.
Skiudsalget i Gigantium fortsætter søndag.