Mathias lever i støjhelvede: Kommune nægter at sætte ind over for larmen
Det bliver ikke til meget nattesøvn for Mathias Jokumsen og familien for tiden. De bor nemlig klods op ad den jernbane, som Banedanmark netop disse dage renoverer.
Det arbejde foregår dog, som TV2 Nord tidligere har beskrevet, ikke kun i dagstimerne, men også om natten til stor frustration til borgere i og omkring Reberbansgade i Aalborg.
Mathias Jokumsen vil gerne genhuses i nattetimerne, så familien kan få nattesøvnen tilbage eller have kommunen til at sætte en stopper for det støjende arbejde efter klokken 22.
Hos Aalborg Kommune er man dog hverken til at hugge eller stikke i.
Ingen øvre grænse
Aalborg Kommune har i dispensationer, som TV2 Nord er i besiddelse af, givet Banedanmark lov til at arbejde om natten. Her er der dog ikke sat en øvre grænseværdi på, hvor meget der må støjes.
I stedet lyder det blot:
’Det øvrige bygge- og anlægsarbejde ved jernbanebroen over Reberbansgade, 9000 Aalborg, samt den tilhørende oplagsplads kan foretages hele døgnet i perioden 17. september 2024 til 1. oktober 2024. 7. Støjende aktiviteter skal i videst muligt omfang foretages fra kl. 07 til kl. 18 på hverdage. Ved døgnarbejde skal de støjende aktiviteter forsøges dæmpet efter kl. 22.’
Der kommer heller ikke til at ske ændringer i den dispensation fra kommunen, oplyser Torben Nygaard Petersen, teamleder af Erhvervsaffaldsafdelingen ved Klima og Miljø:
- Det korte af det lange er, at når vi arbejder med sådan en dispensation, har vi erkendt, at vi ikke kan regulere den ved at fastsætte nogle grænseværdier, fordi vi ikke kan håndhæve eller dokumentere dem. Derfor går vi ikke ind og arbejder med grænseværdier i sådanne dispensationer.
Banedanmark oplyser
Vi har fuld forståelse for, at støjen kan være en gene for naboerne for tiden. Men arbejderne er nødvendige for, at vi kan elektrificere og modernisere jernbanen i Aalborg, så vi i fremtiden kan køre klimavenlige eltog og nedsætte antallet af forsinkelser og aflysninger i togtrafikken.
Vi forsøger altid at tilrettelægge arbejdet, så de mest støjende aktiviteter foregår i dagtimerne. I dette tilfælde er det nødvendigt også at udføre en del af arbejderne i nattetimerne for at kunne nå at gennemføre arbejdet inden for den planlagte sporspærring.
Vi renoverer blandt andet den nærliggende jernbanebro ved Reberbansgade, som medfører en række støjende arbejder. Forud for arbejderne har Banedanmark derfor fået alle de nødvendige tilladelser og dispensation hos Aalborg Kommune. Naboerne er desuden varslet om de støjende arbejder.
Banedanmark har ikke mulighed for at udbetale økonomisk kompensation eller tilbyde overnatning uden for hjemmet til de berørte naboer til banen. Det skyldes, at Banedanmark ikke har hjemmel til at udbetale kompensation for støjgenerne.
Forsøger at vise hensyn
Han forstår dog godt, at nattearbejdet kan skabe gener for naboerne.
- Men de støjende aktiviteter prøver vi i stedet at tilrettelægge, så det foregår i dagstimerne. Det er jo en proces med blandt andet Banedanmark og rådgivere, hvor vi altid skubber på for at støjende arbejdsopgaver som spunsning, pæleramning og skinneskæring skal være i dagtimerne, forsikrer Torben Nygaard Petersen.
- Vi forsøger at vise hensyn ved at forsøge at planlægge os ud af det, så det støjende arbejde udføres i dagstimerne, uddyber han.
Derudover lyder det samtidigt, at der er nødt til at pågå nattearbejde for at kunne nå i mål med projektet inden for tidsrammen.
Ingen hjælp at hente
I 2022 blev der indført en ændring i såvel jernbaneloven som elektrificeringsloven, der gør det muligt under visse omstændigheder at eksempelvis udbetale kompensation til støjpåvirkede borgere.
Men da Banedanmark har fået dispensation, hvor der i princippet ikke er nogen øvre støjgrænse, er der hverken genhusning eller anden hjælp at hente for Mathias Jokumsen og de øvrige naboer til sporarbejdet.