Medbragte våben til netværksmøde i håndboldklub: Soldat tiltalt i opsigtsvækkende sag
Soldaten, der er tilknyttet Jægerkorpset i en støtteenhed, medbragte tre pistoler, to rifler og en krypto-radio til et netværksmøde, lyder det ifølge anklageskriftet.
En forårsdag i 2022 forlod en dengang 51-årig soldat Flyvestation Aalborg.
Med sig i bilen havde han blandt andet to pistoler af typen Glock, en halvautomatisk riffel og en finskytteriffel.
Soldaten, som jævnligt har sin gang hos Jægerkorpset, skulle ikke på øvelse, men havde derimod kurs mod Fyn.
Her ventede et netværksmøde arrangeret af håndboldklubben GOG, hvor manden fremviste i alt fem våben til de fremmødte, hvilket er i grov strid med våbenloven.
Sådan lyder det spektakulære anklageskrift mod den i dag 53-årige soldat, der disse dage sidder på anklagebænken ved Retten i Aalborg.
Herunder kan du se billeder af de våben, soldaten tog med til mødet...
Våben-show på hotel
24. marts 2022 deltog den tiltalte soldat i et netværksmøde, som fandt sted på Hotel Svendborg, hvor de dødsensfarlige våben samt en krypto-radio blev fremvist.
Netop disse radioer bliver brugt i Forsvaret, og derfor vil fjenden kunne aflytte vigtige kanaler, hvis denne type radio falder i forkerte hænder.
I anklageskriftet betegnes radioen som “en vital del af Jægerkorpsets beredskab”.
Derfor er soldaten også sigtet for grov pligtforsømmelse i sagen.
Derudover har soldaten også medbragt en Sig Sauer MCX-riffel til et andet privat arrangement, som han fremviste til to personer.
I alt er manden tiltalt i tre forhold, som hver kan give mellem et og to års fængsel.
I anklageskriftet fremgår det ligeledes, at der nedlægges påstand om fængselsstraf af anklagemydigheden, som i dette tilfælde er Forsvarets Auditørkorps.
Tager sikkerhed alvorligt
TV2 Nord har været i kontakt med Forsvaret, der dog ikke ønsker at udtale sig om den konkrete sag.
Dog vil de gerne svare på spørgsmål om generel håndtering af våben:
- Generelt kan det siges, at Forsvaret tager sikkerheden i forbindelse med opbevaring og udlevering af våben alvorligt. Soldater skal have adgang til våben for at kunne øve, træne og løse deres opgaver, men Forsvaret skal samtidigt minimere risikoen for, at våben bliver misbrugt til kriminelle handlinger og har løbende skærpet kravene for medarbejderes adgang til våbenkamre, lyder det fra pressetjenesten i Forsvarskommandoen.
Der er i alt sat tre retsdage af i sagen frem til onsdag.
TV2 Nord forsøger at få en kommentar fra GOG's direktør.