Mestrene fra Aalborg Pirates sendt ud i DM-semifinalen

SønderjyskE besejrede tirsdag aften Aalborg Pirates med 3-2 og spillede sig dermed i DM-finalen med 4-0 i kampe.

Det var den ultimative kontrast til guldfesten i Gigantium for et år siden.

Lyseblå SønderjyskE-spiller skøjter rundt i den næsten tomme arena - kun de medrejsende SønderjyskE-fans stod tilbage til en velfortjent hyldest af udeholdet.

3-2 til gæsterne endte den fjerde semifinale, hvilket også gav det fjerde nederlag i træk til Aalborg, der dermed ikke får mulighed for at forsvare mesterskabet i DM-finalen. 

- De var gode, stor kadeau til Vojens. De spiller virkelig som et hold. Det var velfortjent, sagde en skuffet, men afklaret Aalborg-kaptajn Julian Jakobsen til TV 2 SPORT efter kampen.

- Fornemmelsen lige nu er selvfølgelig lidt tom. Men helt ærligt, når man taber med 4-0 i kampe, har man enten gjort noget helt forkert eller også er de andre bare meget bedre. Vi spillede for naivt mod dem, det er i hvert fald helt sikkert. 

Kan man se frem til en bronzekamp i jeres situation?

- Næh - ærligt talt nej. Den tager vi for klubben, men lige nu er den svær, erkendte Julian Jakobsen til TV 2 SPORT.

SønderjyskE spillede sig foran med 3-0 i tirsdagens kamp, blandt andet takket være to mål fra Martin Eskildsen.

Aalborg var lige ved at lave et comeback på to mål til allersidst fra henholdsvis Julian Jakobsen og Mike McNamee, men det blev ikke til mere end det.

SønderjyskE skal i DM-finalen op imod vinderen af semifinaleserien mellem Frederikshavn og Rungsted - her står der 2-2 i kampe.


Seneste nyt

fra Nordjylland