Vigtig hjemmesejr holder liv i Frederikshavns finaledrømme

Med en 5-3-sejr over Rungsted Seier Capital, fik Frederikshavn udlignet til 2-2 i semifinaleserien, hvor der spilles bedst af syv.

Det så mere end almindeligt sort ud for Frederikshavn, da Rungsted kom foran 3-1 halvvejs igennem aftenens kamp.

Her lignede det endnu en sejr til Rungsted - der indirekte ville stå med en fod i finalen, hvis de kunne køre den hjem.

Frederikshavn White Hawks ville det anderledes.

I kampens anden halvdel blev 1-3 nemlig vendt til 5-3 - og en sjællansk fod i finalen, blev vendt til en helt lige semifinaleserie med to sejre til hver.

Dale Mitchell og Evan Jasper satte de tydeligste aftryk i Frederikshavns hjemmesejr. De to nordamerikanske profiler leverede begge tre point i den vigtige kamp.

På fredag spiller Rungsted og Frederikshavn den femte kamp i semifinaleserien, denne gang med sjællænderne på hjemmebane.


Seneste nyt

fra Nordjylland