Michael holder nytårsaften med sin søn og to familier, han ikke kender
Var det noget, du ville turde kaste dig ud i? Michael Leth mener, at der er alt at vinde ved at prøve det af.
Med udsigten til at hans søn skulle holde nytårsaftenen helt alene med farmand, valgte Michael Leth noget nyt og anderledes for at finde nogle, der har jævnaldrende børn at være sammen med årets sidste aften.
- Der er en tjeneste - en app, som hedder Boblberg, som i øjeblikket har et tema, der hedder Nytårsvenner. Der kan man selv lave et opslag om, at man søger nogen at holde nytårsaften med, eller man kan skrive til nogen, der har lavet et opslag, fortæller Michael Leth.
På Boblberg skrev han til et par med to børn.
- Børnene er jævnaldrende med den af mine drenge, jeg skal fejre nytåraften med. De skrev tilbage, at det lød interessant, og vi har så aftalt at holde nytåraften sammen. Parret har desuden aftalt med et andet par - uden børn - at de også deltager, siger Michael Leth.
Alt at vinde
Michael Leth er klar over, at det er lidt af et sats at tilbringe årets sidste aften, hvor der er forventninger til, at det bliver en fest, med vildtfremmede mennesker.
- Men det kan jo ikke gå værre end at vi bliver enige om, at smutte hjem - sige farvel og tak, hvis ikke det går. Men det kan også blive fantastisk, siger han.
Tager corona-forholdsregler
Sundhedsstyrelsen har været ude og kraftigt opfordre til, at man skal holde igen nytårsaften. Blandt andet at man ikke skal være så mange sammen og kun tilbringe aftenen med nogle, man kender.
Vi har aftalt, at vi allesammen har en frisk coronatest, og at vi er vaccineret mindst to gange hvis ikke vi har haft covid-19, så jeg synes vi tager det rimelig alvorligt
Michael Leth, Aalborg
Og det har Michael Leth også gjort sig tanker om, inden han tog beslutningen om at kontakte dem, han og hans søn holder nytårsaften med.
- Og da de seneste opfordringer kom (på pressemødet 29. december, red.), gav jeg det da også en ekstra overvejelse.
- Vi har aftalt, at vi allesammen har en frisk coronatest, og at vi er vaccineret mindst to gange hvis ikke vi har haft covid-19, så jeg synes, vi tager det rimelig alvorligt. Og vi er ikke så mange, trods alt, siger Michael Leth.
Har planlagt spil og fyrværkeri
Foreløbig har de voksne deltagere lavet aftaler om maden.
- Men ellers har vi talt om at tage det, som det kommer. Vi kan spille nogle spil ,og så er der vel nogle af os, som skal ud at fyre af klokken 12, er forventningen fra Michael Leth.