Snekaos, musikalske kram og store håndboldsejre - se år 2021 med nordjyske briller
Foto: TV2 Nord
Glædestårer, savn og sne-begejstring - 2021 bragte mange følelser i spil i det nordjyske. Grafik: Michael Guldbrandt.
2021 var et historisk år, som vi alle sent vil glemme. Gennem to programmer ser vi tilbage på året, der gik. Et år, hvor både store sportsbegivenheder, politik og corona endnu en gang fik sat sit præg.
Bedst som vi troede, 2021 ville blive noget bedre end coronaens år, 2020, viste det sig, at den globale pandemi endnu en gang ville præge nyhedsbilledet.
Igen i år gik det blandt andet ud over de danske festivaler, der måtte holde lukket på grund af coronarestriktioner.
Det gjorde sig også gældende for Nibe Festival, der for anden gang i streg aflyste.
Dog blev det muligt at gennemføre en skrællet version af festivalen med en række dagskoncerter.
- Når ikke det kan være anderledes, så synes jeg faktisk, det er et rigtig godt alternativ, sagde én af de frivillige, der langede øl over bardisken.
Hilsner fra de kære
Musikken var dog på mange måder med til at støtte os gennem coronaens tid.
Da restriktionerne var strammest drog musikerparret Mai Skytte og Lasse Sandkamm ud for at dele musikalske kram ud på vegne af nordjyder, der savnede deres kære.
Blandt andre blev Elsebeth og Peter rørt til tårer, da de fik en hilsen fra deres datter og hendes familie i USA, som de ikke havde set længe.
Startede og sluttede med sne
Året bød på en meget kold start – men også en kold slutning på året.
I januar blev Nordjylland ramt af en ekstrem kulde, her fik vi nemlig årets første snefald.
Det betød blandt andet, at der blev spillet ishockey og lavet skøjtebaner i de nordjyske haver.
Og det var som om, historien gentog sig i slutningen af året.
For en stor del af nordjyderne blev noget så overraskede, da en kæmpe snestorm ramte Nordjylland 1. december.
Det betød store trafikale problemer flere steder, hvor nogle sad i timelange bilkøer, mens andre var strandet i lufthavnen, IKEA eller hos helt fremmede.
Men selvom det var noget bøvl, så var det samtidig også ganske smukt at se sneen lægge sig som en stor, hvid dyne over landsdelen.
Store håndboldsejre
Selvom corona satte en stopper for mange arrangementer, så blev der alligevel åbnet op for, at nordjyderne kunne samles, synge fællessang og klappe i takt til sportsbegivenheder.
I Aalborg Håndbold fik de trofaste fans virkelig noget for pengene.
Med mange store resultater, blandt andet en semifinale i Champions League, blev 2021 et år, der gik over i klubbens historiebøger.
Året 2021 blev et år fuld af vilde, rørende, små og store historier.
Alt lige fra den flere måneder lange sygeplejerskestrejke til det verdenskendte bysbarn Joakim Mæhle, var en del af nyhedsbilledet i det forgangne år.
Se programmerne ”Året der gik” allerede nu herunder.