Seneste nyt

fra Nordjylland

Midt på gågaden: Truer personer med pistollignende genstand på stjålet knallert

En brugsstjålet knallert og en pistollignende genstand.

Det var angiveligt, hvad to personer brugte, da de 13.34 truede en gruppe personer i Slotsgade på gågaden i Aalborg.

ifølge vagtchef Karsten Højrup har Nordjyllands Politi fået en anmeldelse, der går på, at personen bag på knallerten truede en gruppe gående personer med en pistollignende genstand, imens de passerede dem på knallerten. 

- De siger, at personen peger på dem med en pistollignende genstand og kører videre, siger Karsten Højrup fra Nordjyllands Politi. 

Politiet kører derned og registrerer det som en trussel på livet mod én person.

- Vi ved ikke, hvem personerne på knallerten er. De er væk. Vi ved ikke, hvad der ligger bag, men vi arbejder videre med sagen, og ser blandt andet på, om der er noget video, lyder det fra vagtchefen. 

En TV2 Nord-journalist så knallerten få minutter senere ved Kvickly Dannebrogsgade i Vestbyen i Aalborg, hvor de tilsyneladende skulle have råbt ''Kom væk, kom væk''. imens de ræsede afsted på knallerten. 

Derudover så han to politibiler i udrykning samme sted.