Mikkel Hansen kommer til Aalborg: Her er programmet for hans første arbejdsdag

Det bliver under stor mediebevågenhed, når Mikkel Hansen for første gang kommer til Aalborg Håndbold, hvor han nu skal spille.

Verdens bedste håndboldspiller, Mikkel Hansen, har mandag første arbejdsdag i Aalborg Håndbold. Her skal han blandt andet træne med sine nye holdkammerater for første gang, og så byder dagen på møde med tusindvis af fans og adskillige interviews. 

Direktør for Aalborg Håndbold, Jan Larsen, sørger for, at stjernen ankommer til Aalborg med manér. Der er nemlig arrangeret privatfly, som henter Mikkel Hansen fra København til Nordjylland. 

Den første træning kommer til at foregå under stor mediebevågenhed, for intet mindre end 12 forskellige medier dukker op på mandag, når der er både træning og spillerpræsentation.

Træningen begynder klokken 10.15 og er åben for pressen det første kvarter.

Klokken 14 er der pressemøde, hvor Mikkel Hansen deltager. 

TV2 Nord sender live fra begivenheden flere gange i løbet af mandagen. 

PROGRAM

Kl. 10.15 Første træning med de nye holdkammerater i idrætshallen i Gigantium – træningen er åben for pressen de første 15 minutter.

Kl. 10.30 Fra dette tidspunkt vil det være muligt for pressen at opholde sig i ”Konferencen” i Gigantium, her sørger Aalborg Håndbold for kaffe, the, vand og frugt, mens der ved middagstid serveres sandwich.

Kl. 14.00 Pressemøde i ”Konferencen” i Gigantium. Pressemødet er åbent for alle medlemmer af pressen, men interviews med Mikkel Hansen vil være begrænset til de medier der på forhånd har akkrediteret sig og modtaget særskilt info om interview-tidspunkter.

Kl. 16.00 Dørene åbner til sæsonens spillerpræsentation i Sparekassen Danmark Arena. Her vil 2.000 fans blive trakteret med pølser, øl og sodavand inden selve præsentationen.

Kl. 17.15 Spillerpræsentation med trænerteam og spillertrup fra Aalborg Håndbold i Sparekassen Danmark Arena.

Kl. 18.40 Autografskrivning med alle spillere og trænere

Kl. 19.45 Tak for i dag.


Overrendt af fans 

Spillerpræsentationen på mandag er for fans af Aalborg Håndbold, og da direktør Jan Larsen stillede 2.000 gratisbilletter til rådighed til eventet, var han uvidende om, hvor stor en begivenhed, det ville gå hen at blive. 

Billetterne til at se Mikkel Hansen og de andre spillere blev simpelthen revet væk på rekordtid. Og da der også indgår en gratis pølse og en gratis øl til de heldige fans, der har sikret sig en billet, er arrangementet endt med at blive en lidt mere kostbar affære for klubben.

Efter spillerpræsentationen vil Mikkel Hansen skrive autografer til de fremmødte fans.

Aalborg Håndbold indgik kontrakt med Mikkel Hansen i starten af 2021, og dermed kommer han hjem til Danmark efter at have spillet i franske Paris Saint-Germain i 10 år.  


Seneste nyt

fra Nordjylland