Mikkel Hansens præsentation kan koste Aalborg Håndbold kassen

Fans af Aalborg Håndbold tilmelder sig i stor stil til præsentationen af Mikkel Hansen. Og det kan blive en dyr omgang for direktøren.

Gratis pølser, gratis øl, gratis sodavand og et glimt af en af verdens bedste håndboldspillere.

Hvem kan sige nej til det? Åbenbart ikke rigtig nogen.

I hvert fald er Aalborg Håndbold med direktør Jan Larsen i spidsen blevet blæst bagover af interesse, efter at de inviterede klubbens fans på øl, pølser, sodavand og spillerpræsentation.

Klubben lagde tilbuddet ud omkring klokken 07.00 mandag. Allerede ved 16-tiden samme dag var 800 personer tilmeldt. Og det overraskede Jan Larsen.

- Jeg tænkte: ”Hold da kæft”. Nu er der tilmeldt omkring 1700. Det havde jeg ikke lige set komme. Jeg havde måske håbet på 600, hvilket jeg tænkte ville være fantastisk. Men jeg havde ikke lige forestillet mig det her, siger Jan Larsen til TV 2 SPORT og tilføjer:

- Og så havde jeg selvfølgelig også lovet, at folk fik en gratis pølse og en øl. Så jeg kom da hurtigt til at tænke på, at det da bliver halvdyrt, siger han grinende og fortæller, at de nu nok skal klare den del.

De 1700 tilmeldte betyder, at klubben nærmer sig det maksimale antal deltagere på 2000.

Mikkel Hansen deltager

De gode (og billige) ting til ganen er dog ikke det eneste, fansene kan se frem til, når de møder op til arrangementet 22. august.

Her vil Aalborgs nye stjerne Mikkel Hansen nemlig blive præsenteret sammen med de øvrige Aalborg-spillere. Og mon ikke hans ankomst også spiller ind på de mange tilmeldinger?

- Det er overvældende med den interesse, der er omkring vores hold. Og så er der ingen tvivl om, at det også er, fordi det er første gang, at Mikkel Hansen kommer. Han trækker nok et stort læs.

- Men vi er megastolte og glade over, at nordjyderne også synes godt om den ide, siger Aalborg-direktøren.

"Det er kæmpestort"

Samtidig forklarer han, at interessen omkring Mikkel Hansen generelt har været vild, hvilket fanarrangementet er endnu et eksempel på.

- Man kan ikke sige andet, end at det bare er kæmpestort. Det hænger selvfølgelig også sammen med, at vi har gjort det rigtig godt sportsligt de seneste år. Men det er da ingen hemmelighed, at interessen for Mikkel Hansen har været enorm, siger han.

Fansene har mulighed for at møde klubbens spillere og få en autograf til arrangementet, ligesom de nye spilletrøjer også vil blive præsenteret.

Aalborg blev nummer to i herreligaen i den seneste sæson. De indleder den nye sæson 23. august, når de møder GOG i Super Cuppen.


Seneste nyt

fra Nordjylland