Millionstøtte til flydende vindmøller: AAU-projekt kan blive banebrydende
Foto: www.siemens.com/press
Arkivfoto.
Der er penge på vej til Aalborg Universitet og forskningsprojektet TetraSpar, som kan være med til at revolutionere vindmølleindustrien.
Havmøller står normalt på fundamenter på havbunden, der kan bruges ved havdybder ned til 40-50 meter. Er havet dybere, er det både dyrt og ofte umuligt at opstille møllerne.
Derfor arbejdes der i forskningsprojektet TetraSpar på at gøre flydende fundamenter til havvindmøller til en reel mulighed for vindmølleindustrien.
9 millioner kroner i støtte
De flydende møller kan placeres i områder med flere hundrede meters dybde, hvilket kan gøre potentialet for havvind meget stort– også på verdensplan.
Det er Aalborg Universitet, der sammen med Siemens Windpower og forretningspartnerne Niels Ahrengot og Henrik Stiesdal har modtaget ni millioner kroner i støtte til forskningen i de flydende havmøllefundamenter.
Støttekronerne kommer fra den offentlige støttepulje kaldt EUDS-pulje, der står for Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram.
Puljen har alene i år udbetalt 313 millioner kroner i støtte til energiteknologier, der kan gøre en forskel i internationalt perspektiv.
TetraSpar er blandt i alt 55 projekter, der nuhar fået støtte til arbejdet med fremtidens energiteknologi.
Flere nordjyske fremtidsprojekter
I alt tre nordjyske projekter har modtaget støttekroner fra EUDS-puljen. Både en virksomhed i Hobro og en virksomhed i Aars er sammen med Aalborg Universitet blandt de 55 projekter.
Nordjyske projekter, der får EUDS-midler
Vindkraft
TetraSpar, AAU
9 millioner kroner
Brint- og brændselsceller
SPGC, Dantherm Power
4,6 millioner kroner
Biomasse
Elektrofilter til halmkedler, Maskinfabrikken Reka
2 millioner kroner
Regeringen vil fremover skrue op for energiforskningen i Danmark. Fra 2020 bliver der afsat over 500 millioner kroner til området.
Her kan du se en video, hvor DTU og DHI tester flydende platforme til havevindmøller.