Møllgaard overvejede seriøst andre tilbud
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Henrik Møllgaard har forlænget sin kontrakt med Aalborg Håndbold til sommeren 2025.
Forsvarsgeneralen er en vellidt karakter for Aalborg Håndbold, men det var måske ikke så langt fra, at han for en gangs skyld var nødt til at skuffe de mange nordjyske håndboldfans.
Overvejede du at finde et andet sted?
- Det overvejede jeg seriøst, og de tilbud, jeg har fået, var meget seriøse, lyder det fra Henrik Møllgaard.
Og han har - ikke så overraskende - fået en del tilbud.
- Der har i hvert fald været nogle stykker, som jeg har taget meget seriøst, fordi der er nogen, der har haft nogle flotte tanker på mine vegne. Og som har gjort sig en idé om, hvordan jeg kunne bruges i nogle år frem.
Se interviewet med Henrik Møllgaard her:
Henrik Møllgaard er blevet 38 år, og derfor er han også godt klar over, at han ikke får kontrakter, der går to år eller længere frem i Aalborg Håndbold.
- Skulle jeg nå at prøve noget andet, var det også ved at være på tide, for der er ingen, der ved, hvordan min krop har det om et år eller to.
Derfor bliver han i Aalborg Håndbold
Håndboldklubben i det nordjyske har absolut - med hjælp fra Møllgaard - bevist sig som en af favoritterne til mesterskabet i Herreligaen hvert år.
Og det er noget af det, der trækker, samtidig med at klubben gør sig gældende på den store europæiske scene.
- Sportsligt er der jo ikke noget større i Danmark. Aalborg har givet mig nogle fantastiske oplevelser, og det synes jeg er svært at sige farvel til, forklarer Henrik Møllgaard.
- Det er jo ikke fordi, at jeg skal være hovski snovski og ikke synes, at det er sjovt at tage til Lemvig. Men selvfølgelig, sådan nogle kampe mod Paris, Kiel, de kan noget helt specielt, og det er der meget få, der får lov at opleve, fortsætter den mangeårige Aalborg- og landsholdsspiller.
Henrik Møllgaard var lørdag med til at vinde 38-32 hjemme mod Mors-Thy, og hans kontraktforlængelse blev offentliggjort på storskærmen før netop dette opgør.
Jan Larsen, direktør i Aalborg Håndbold, udtrykte også stor glæde over forlængelsen. Det kan du læse herunder: