Motionstilbud skaber fællesskab på bosted i Vodskov
Under coronaen har det været ekstra svært for mennesker med særlige behov at holde sig fysisk i gang og være sociale. Det har de i Aalborg Kommune forsøgt at løse ved at lave fællesmotion på videoskærme med projektet "Idræt der Tæller".
Under coronaen har det været ekstra svært for mennesker med særlige behov at holde sig fysisk i gang og være sociale. Aalborg Kommune har forsøgt at løse problemet ved at lave fællesmotion på videoskærme med projektet dræt der Tæller.
Bostedet Løvdal i Vodskov er et af de 11 bosteder i Aalborg Kommune, der har taget det nye motionskoncept til sig. I dag er det Pædagog Pavlina Nielsen står for dagens træning. Hun får hver uge tilsendt en video fra kommunen med nye øvelser, som beboerne kan lave sammen eller hver for sig. I dag skal der trænes balance, og det kan være udfordrende for nogle af deltagerne.
- Det er rimeligt hårdt. Det er lidt svært, for lige pludselig vælter den ned, og så skal man starte forfra, siger Heine Jørgensen, der er en af beboerne på bostedet Løvdal.
Større trivsel og mere bevægelse
Projektet hedder Idræt, der Tæller, og det er en del af det større, 3-årige projekt Bevæg Dig for Livet - Parasport og idræt for sindet, som DGI, DAI og Parasport Danmark står bag.
- Vi håber på at få en endnu større trivsel og mere bevægelse. At både personale og beboere har lyst til at røre sig noget mere, siger Lajla Holtebo Gregersen;, der er planlægger hos Handicapsekretariatet i Aalborg Kommune
I en coronatid med besøgsrestriktioner på bostederne og begrænset frihed har det været vigtigt for Aalborg Kommune at sikre, at især borgere med særlige behov blev tilgodeset.
- Det har faktisk været rigtigt hårdt for mange af vores borgere på vores botilbud, at de ikke har kunne komme ud og se andre, så det er fantastisk, at projektet har givet dem mulighed for at gøre noget i fællesskab, siger Jørgen Hein, Rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune.
Projektet løber frem til marts. I Nordjylland findes tilbuddet i Aalborg, Jammerbugt, Thisted, Vesthimmerland, Hjørring og Brønderslev Kommune.