Nedsat straf til 33-årig mand i sag om 15-årig drengs død
Foto: TV2 Nord
Vestre Landsret i Aalborg har i dag stadfæstet byrettens dom for grov vold, men nedsat straffen til en 33-årig mand fra tre år til to års ubetinget fængsel. Den 15-årige dreng blev fundet livløs på en boldbane i Hørby 28. marts i fjor. Den 33-årige kunne i dag forlade retten, mens han venter på at afsone resten af straffen.
En 33-årig mand er i dag i Vestre Landsret i Aalborg blevet idømt to års ubetinget fængsel i forbindelse med en 15-årig drengs død 28. marts sidste år.
Landsretten stadfæster byrettens dom for grov vold, hvor den 33-årige blev dømt, men straffen nedsættes fra tre års ubetinget fængsel til to års ubetinget fængsel.
TV2 Nord reporter i landsretten fortæller, at den 33-årige slog lettet ud med armene, da dommen blev læst op, hvoraf det fremgik, at straffen blev sat ned.
Den 33-årige har siddet varetægtsfængslet i 13 måneder, og han kunne i dag forlade landsretten, men kan se frem til at skulle afsone resten af straffen på et senere tidspunkt.
De pårørende til den 15-årige dreng gav udtryk for frustrationer over nedsættelsen af straffen og var rystede over, at den 33-årige mand foreløbig er sat på fri fod og kunne forlade retten.
Den 33-årige mand blev i oktober sidste år idømt tre års ubetinget fængsel ved Retten i Hjørring for at have bragt den 15-årige dreng i hjælpeløs tilstand - ved blandt andet at udøve vold mod ham og give ham stoffet MDMA - for derefter at efterlade ham på en boldbane i Hørby, hvor den 15-årige blev fundet død 28. marts i fjor.
Den 33-årige mand er ifølge anklageskriftet tiltalt for at have udsat den 15-årige for grov vold på flere adresser i Frederikshavn-området natten mellem den 27. og 28. marts 2020. Den 33-årige skulle blandt andet have slået den 15-årige samt have udsat ham for kvælning med blandt andet et bælte og et hundehalsbånd.
Derudover tiltales den 33-årige mand for at have hensat og efterladt den 15-årige i hjælpeløs tilstand ved i løbet af natten mellem den 27. og 28. marts at have givet drengen det euforiserende stof MDMA, og for at have forladt den 15-årige på den boldbane ved Hørby Idrætsforening, hvor han blev fundet om morgenen den 28. marts.
Den 15-årige blev fundet ved 8-tiden om morgenen og blev kort efter erklæret død.
Under byrettens behandling af sagen kom det frem, at den nu 33-årige mand og den 15-årige dreng fik kontakt med hinanden via app'en Grindr.