Mens afghanske flygtninge strømmede ind i Islamabad Lufthavn, hentet af blandt andet danske militærfly, så skulle Jaz fra Flyvestation Aalborg koncentrere sig om at holde operationen i gang.

- Jeg så jo flygtninge, og jeg så jo, hvordan de så ud, da de kom, fortæller major Jaz.

Jaz er hans pilotnavn. Forsvaret råder alle ansatte til ikke at bruge deres fulde navn. TV2 Nord mødte Jaz i en hangar på flyvestation Aalborg til et interview om hans indsats under evakueringen af cirka 1000 mennesker fra Afghanistan på flugt fra Taliban.

Det var Jaz's opgave at holde de danske Hercules-fly på vingerne og i fast pendulfart mellem Afghanistans hovedstad Kabul og Pakistans hovedstad Islamabad. Det blev gjort fra samme lufthavnsterminal, hvor flygtningene kom ind. Eneste adskillelse var nogle tynde skillevægge.

- Nu havde vi jo heldigvis de her skillevægge, og det tjente to formål. De kunne ikke se os, og vi kunne ikke se dem. Når jeg så nogen, så var det, hvis jeg rejste mig for at få noget at spise eller finde en flaske vand, forklarer Jaz.

- Det var noget, jeg tænkte over, og det var også noget, jeg spurgte mig selv, om jeg var følelsesmæssigt involveret i. Der kunne jeg mærke, at det var der ikke tid til at være, og det var noget, jeg måtte tænke over på bagkant af det her, hvordan jeg rent faktisk havde det i forhold til det.

Kunne du bare lukke alt ude?

- Man kan jo ikke bare lukke helt ned. Det kan man selvfølgelig ikke. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan man selv ville have det i situationen, eller hvis det var ens egne børn, der befandt sig i sådan en skrækkelig situation. Der tror jeg også, at vi var gode til at fortælle hinanden, at vi gør noget godt. At vi rent faktisk lykkedes så godt er jo en succeshistorie i sig selv, siger Jaz til TV2 Nord.

Fik 12 timer til at pakke

Jaz er til daglig chef for Operationssektionen hos Air Transport Wing på Flyvestation Aalborg. Han vidste godt, hvad hans næste opgave blev, da det stod klart, at Danmark ville sende to militærfly til Kabul for at få evakueret både danskere og afghanere med tilknytning til Danmark.

- Jeg får at vide mandag eftermiddag klokken cirka 17, at det kunne godt blive mig, hvis ikke jeg skulle noget. Så siger jeg, at jeg skal ikke noget, så det kan jeg godt. Det er fint, siger de så. Så skal jeg møde tirsdag morgen klokken 6.00. Så jeg har lige et halvt døgn, hvor jeg kan komme hjem, få noget at spise, få et bad og pakke en kuffert, inden jeg møder igen, fortæller Jaz og husker tilbage på mandag den 16. august.

- Vi flyver herfra tirsdag morgen med Hercules’en og mellemlander i Tyrkiet, tanker brændstof, og så lander vi i Pakistan 14-15 timer senere.

I Islamabads lufthavn bliver Jaz detachment commander. Det betyder, at det er ham, der er chef for de tre danske Hercules-fly i området, deres besætninger, et føringselement, og den gruppe soldater, der stod for sikkerheden, mens flyene stod på landjorden – et såkaldt Fly Away Security Team.

- Vi vidste jo i princippet ikke, hvad der mødte os, da vi kom derud. Der tror jeg, vi er gode til som soldater at sige: "Sådan er vilkårene" og så få det bedste ud af det. Det synes jeg også, vi gjorde, siger Jaz til TV2 Nord.

Hæve/sænkeborde af pap

Tiden var knap, for alle på danskerlisten skulle ud af Afghanistan, inden de sidste amerikanerne forlod Afghanistan og Kabul. Det var USA, der stod for sikkerheden omkring lufthavnen i Kabul. 

Deadline var tirsdag den 31. oktober, hvor de sidste amerikanske tropper skulle flyve ud af Afghanistan. Fra onsdag den 18. august satte Danmark turbo på evakueringsarbejdet med to Hercules-fly, tre besætninger og så altså Jaz i Islamabads lufthavn til at styre det hele.

- Jeg tror, vi tog en dag ad gangen. Det gjorde jeg i hvert fald selv.

Jaz arbejdede sammen med sine kolleger på nogle få kvadratmeter i terminalen i Islamabad lufthavn. Området var småt og her skulle de spise, sove og arbejde, indtil missionen var fuldført.

- Man kunne vel mest af alt betragte vores kontor som ret interimistisk. Det var nogle skillevægge, som vi havde sat op, så vi kunne sidde og arbejde uforstyrret, som det nu kunne lade sig gøre. Så havde vi nogle papkasser, som vi stillede vores bærbare computere på. Det var vores hjemmelavede hæve/sænke borde. Så kunne man skære papkassen til i forhold til, hvor høj den skulle være, griner Jaz, inden han tilføjer:

- Nej det var ikke nemt. Det var overhovedet ikke nemt.

En normal arbejdsdag for Jaz i Islamabad startede typisk efter et par timers søvn. Arbejdsopgaverne med planlægning af flyvninger til Kabul væltede ind fra morgenstunden, så ofte blev morgenmaden sprunget over.

- Vi lod os bare rive med, af det arbejder der var, forklarer Jaz.

Trætheden var drænende

Ved middagstid startede flyvningerne med de to Hercules-fly mellem Islamabad og Kabul. Når det sidste fly var landet omkring midnat, så begyndte rapportskrivninger og forberedelse til næste dag, inden Jaz kom i seng ved tre-firetiden om natten. Få timer senere startede det hele igen.

- Vi snakkede om det undervejs. Vi snakkede om, at det her er noget, vi ikke rigtig har prøvet før. Det med at skulle være mentalt på. Det er klart, at som soldater har vi prøvet at være trætte, prøvet at undvære mad, og prøvet at undvære søvn, siger Jaz og fortsætter:

- I en proces hvor man skal træffe nogle gode beslutninger løbende, så var vi bevidste om, at så er det ikke sikkert, vi træffer ene gode beslutninger, fordi vi var påvirkede af situationen, som vi stod i. Vi talte om det og affandt os med det.

Normalt planlægger forsvaret deres operationer lang tid i forvejen. Militæret vil gerne være på forkant og i god tid, så soldaterne hele tiden er klar til det uventede. Sådan var det ikke i Islamabad. Her blev der asfalteret, mens de kørte, som soldaterne selv har sagt.

- Jeg tror, det har meget at gøre med, hvem man arbejder sammen med. Vi var en meget velfungerende gruppe, der var afsted. Det tjener jo alle til ære, at det fungerede så godt. Vi var gode til at rose hinanden. Vi var gode til at holde humøret højt på hinanden, og nogle gange sagde vi også til hinanden, nu skal du lægge dig i et par timer, eller nu skal du tage noget at spise.

Sov under flyvemaskinen

Mens Jaz og kolleger sov på det midlertidige kontor i lufthavnsterminalen, så sov de soldater, som passede på de danske Hercules’er på asfalten under flyvemaskinerne. Til at starte med sov de direkte på asfalten, men senere fik soldaterne trods alt en feltseng. De eneste, som så en rigtig seng og et bad, var piloterne. De kom på hotel i nærheden for at sikre, at de var udhvilede og klar til flyve ind og ud af Kabul.

- For mig handler det jo om, at der er nogle mennesker, som vi faktisk sender ind et sted, hvor det er rigtig farligt at være. Jeg tror, det er noget af det farligste, vi har lavet med danske militærflyvemaskiner. I hvert fald med en transportmaskine. Det var et farligt miljø, og det faktum at vi tog beslutningen, at nu skulle vi flyve derind, det var da noget, som jeg tænkte rigtig meget over. Jeg kender jo alle de mennesker, der fløj ind, og var opmærksom på, at det var en farlig opgave, så det betød meget for mig, forklare Jaz til TV2 Nord.

Danmark nåede at evakuere cirka 1000 mennesker ud af Kabul og til Islamabad. Herfra blev de fløjet videre til Danmark med civile fly chartret af Udenrigsministeriet. Indsatsen sluttede, da Jaz og hans folk igen landede i Danmark fredag den 27. august. Fire dage inden amerikanernes deadline.

- Jeg tænker, det er en succeshistorie. Ikke mindst for forsvaret, at man har været i stand til at løse opgaven så godt under de betingelser, fortæller Jaz og fortsætter:

- Nu kommer en proces, hvor vi evaluerer vores egen indsats, og hvor vi kommer til at behandle ting, vi har lært undervejs. Hvordan kan vi få det indarbejdet i en plan, som gør, at vi måske en anden gang, hvor det måske skal gå lige så stærkt, måske kan hive et koncept op ad en skuffe og så sige, nu rykker vi ud.

Har du fået sovet ud?

- Jeg arbejder på det.

Er du klar til at gøre det igen?

Ja det er jeg.

Se hele interviewet med Jaz herunder:

TV2 har i dag premiere på dokumentaren Vejen ud af Afghanistan - du kan se den på TV 2 Play her.