Flere steder i Nordjylland følger fodboldentusiaster Danmark-Australien på storskærm.
Der er stor VM-fodboldfest, når Danmark møder Australien.
Blandt andet på Street Food i Aalborg, hvor alle kan møde op. Her er der helt proppet kort før kampstart og lang kø til baren.
- Salget kører fint. De sidste 45 minutter er det gået stærkt. Folk skulle lige fra arbejde, før de fandt vej herind til baren, siger aftenens bartender, Nicklas Olesen.
Ved bordene er stemningen høj og optimistisk:
- Vi skal da opleve, at Danmark vinder 6-0. Det regner både jeg og alle drengene med, siger Mads Skovmøller Dybdal og fortsætter:
- Vi vidste bare, der ville være god stemning. Vi var heldige at få en plads.
Godt sammenhold i rødt og hvidt
Også på Irish House i Aalborg er der fyldt op med rød-hvide trøjer.
- Jeg er sikker på, at det nok skal gå. Det kan godt være, de er lidt pressede i forhold til at skulle vinde nogle kampe nu, men Danmark er der, og vi støtter dem i aften, siger Simon Jensen, der normalt ikke går op i fodbold, men hans studiekammerater har overtalt ham.
- Alle er glade, og vi har noget at være fælles om. Det giver en fed fornemmelse af sammenhold. Det er fedt.