Nordjylland først med banebrydende busser: Skal køre på brint
Foto: Jesper Knud Fonvig
Region Nordjylland og Aalborg Kommune har indgået en kontrakt på levering af tre brintbusser samt opførelse af brintproduktions- og tankanlæg, der som landets første bliver klar til drift i oktober 2019.
Region Nordjylland tager hul på 2019 ved at sætte handling bag et grønt nytårsforsæt om at styrke det regionale arbejde for klimaforbedringer og nedbringelse af CO2-udledning.
Regionen har sammen med Aalborg Kommune indgået en kontrakt på levering af tre brintbusser, der fra oktober 2019 skal indsættes på udvalgte bybusruter i Aalborg og regionalbusruter i Nordjylland.
- Vi har stærke kompetencer inden for brintenergi i klyngen House of Energy og virksomhederne omkring Hydrogen Valley i Hobro. Deres udvikling vil vi gerne understøtte, og samtidig er det naturligt, at vi som klimaregion går forrest i den grønne omstilling i samfundet. Det kan vi gøre på fornem vis ved at teste mulighederne for at skifte fra fossile brændstoffer til lokalt fremstillet grøn brint i den kollektive trafik, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).
Indsættelsen af de nye brintbusser er støttet af EU med 12 millioner kroner gennem det europæiske projekt 3EMOTION til fremme af brintteknologi i offentlig transport.
Fra CO2- og partikeludledning til ren vanddamp
I Regionsrådet er man begejstret for potentialet i de nye nordjyske brintbusser, fordi teknologien både er god for nærmiljøet og et vigtigt bidrag til den globale indsats for klimaforbedringer.
En anden fordel ved brintbusser er, at de sammenlignet med el-busser har en større rækkevidde, og derfor er velegnede til brug på de regionale busruter og på længere bybusruter i Aalborg, hvor el-busser ville kræve hyppig opladning.
- Brint er nyskabende for den kollektive trafik, hvor vi kan reducere CO2-udledningen markant og slippe helt af med partikelforurening i nærmiljøet. Brintbusser udleder kun ren vanddamp under kørslen. Og hvis vi samtidig arbejder hen imod, at brint laves på baggrund af el fra vedvarende energikilder som vindmøller eller solceller, så kan brint som brændstof blive helt CO2-neutralt, siger Ole Stavad (S), udvalgsformand for Regional Udvikling i Region Nordjylland.
Brint er nyskabende for den kollektive trafik, hvor vi kan reducere CO2-udledningen markant
Ole Stavad (S), udvalgsformand
I forbindelse med de nye brintbusser har regionen og kommunen også indgået kontrakt om opførelse af et elektrolyseanlæg til produktion af brint fra el samt et tankanlæg til påfyldning af brint på busserne. Det er målet, at produktionsanlægget styres, så det primært er i drift i de timer og perioder, hvor der er overskud af vindmøllestrøm i el-nettet.
Busserne bliver leveret af den belgiske virksomhed Van Hool, mens produktions- og tankanlæg leveres af den danske virksomhed GreenHydrogen.
De nordjyske brintbusser skal i første omgang køre i tre år som led i EU-projektet 3EMOTON, men det forventes, at busserne kan fortsætte i almindelig drift efter projektperioden.
Brintbusser er stadig forholdsvis dyre, og derfor går projektet i første omgang ud på at indsamle erfaring med brintteknologien til gavn for udviklingen af brintløsninger og for erhvervsudviklingen inden for brintsektoren.