Nordjyllands uddannelser slår kludene sammen på stor messe
Tusindvis af unge er til uddanneslesmesse i Aalborg. Men her kan de ikke møde deres kommende fagforeninger.
For første gang Nordjyllands unge fredag møde landsdelens flere end 100 videregående uddannelser på én gang på en stor uddannelsesmesse i Aalborg.
De smukke, unge mennesker skal i disse dage tænke godt og grundigt over, hvad de vil med resten af deres liv. Og for første gang får de nu alle Nordjyllands uddannelsesmuligheder præsenteret på én gang, når der fredag er stor uddannelsesmesse, Åbent Hus Aalborg, i centrum af Aalborg.
Uddannelsesinstitutionerne er gået sammen om et fælles åbent hus-arrangement, der skal gøre det lettere at vælge retning. Det er Forsvaret, UCN, Aalborg Universitet, Erhvervsakademi Dania, Det Jyske Musikkonservatorium og Martec, der står bag arrangementet i samarbejde med Aalborg Kommune og Studievalg Nordjylland.
- Det er fantastisk, at de videregående uddannelsesinstitutioner her i Nordjylland sætter de unge uddannelsessøgende i centrum og arrangerer et fælles åbent hus på tværs af de mange uddannelser. Det giver de uddannelsesøgende langt bedre mulighed for på en enkelt dag at få afklaret uddannelsesmulighederne og få en forsmag på studiemiljø, livet på SU, fremtidige karriereveje og boligforhold i Nordjylland som ny studerende, fortæller Martin Rovs Hansen, leder af Studievalg Nordjylland.
Det store arrangement løber af stablen fredag fra klokken 10 til 18 med aktiviteter i både Nordkraft, Musikkens Hus og Aalborg Universitets Create-bygning.
- Det er rigtig godt for eleverne, fordi de har mulighede for at møde op et sted, én dag og møde alle de nordjyske uddannelser, fortæller Martin Rovs Hansen, der er centerleder hos Studievalg Nordjylland.
De studerende tog i mod muligheden med åbne arme. Flere gymnasier havde i dagens anledning givet eleverne fri til at de kunne gå på opdagelse i de mange uddannelser
- Jeg vil ikke komme ud til alle dem, som jeg gerne ville høre noget mere om, hvis jeg skulle gå fra sted til sted og det var hver sin weekend, siger Mathias Therkelsen, der til dagligt går på 3.G på Støvring Gymnasium.
De unge kan også komme på en rundvisning på Forsvarets fregat Iver Huitfeldt, der ligger ved Honnørkajen i dagens anledning.
- Både for Aalborg og hele regionen er det vigtigt, at vi viser de unge, at det er attraktivt at studere og bo her i det nordjyske. Vi ved, at rigtig mange unge bliver boende her, når de er færdige med deres uddannelse, og det er helt afgørende for vores vækst og udvikling i Aalborg og Nordjylland. Personligt glæder jeg mig til at opleve de mange uddannelser være samlet i centrum af Aalborg og møde en masse unge forventningsfulde mennesker, siger Thomas Kastrup-Larsen, borgmester i Aalborg Kommune.
I løbet af dagen vil der være mulighed for at tale med studievejledere og studerende, høre uddannelsesfaglige oplæg og oplæg om karrieremuligheder. Der vil desuden være rundvisninger og guidede byture, hvor man blandt andet kommer ind og ser studenterboliger og Studenterhuset.
Mange af uddannelserne viser også rundt i deres daglige studiemiljøer og tilbyder buskørsel i den forbindelse.
Om Åbent Hus Aalborg
- I Nordkraft kan man møde UCN, Martec og Erhvervsakademi Dania
- Aalborg Universitet holder til i Create-bygningen sammen med Forsvaret
- Det Jyske Musikkonservatorium og Aalborg Universitets musikuddannelser byder velkommen i Musikkens Hus.