Nordjyllandsværket rammes ikke af regeringens kul-planer
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Regeringen vil udfase kul fra deres elforsyninger senest i år 2030. Det får dog ingen betydning for Nordjyllandsværket, som allerede er færdig med kul i år 2028.
Regeringen er torsdag indgået i en aftale med 14 andre lande om at udfase kul til fordel for mere miljøvenlig produktion af el senest i år 2030. Det blev meldt ud på klimatopmødet COP23 i Bonn.
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt begrunder det blandt andet med, at prisen på vedvarende energi rasler ned – for eksempel siger han, at nye havvindmølleparker er billigere end kulkraftværker i Danmark.
- Kul hører fortiden til i Danmarks elproduktion. Vi vil sende kullene på pension senest i 2030, siger han.
- Det kommer ikke til at have nogen betydning for Nordjyllandsværket, for vi er i mål inden da.
Lasse P. N. Olsen, formand, Aalborg Energikoncern
Udmeldingen ændrer dog ingenting ved Nordjyllandsværket, der er et af tre vigtige kulfyrede kraftværksblokke. Her har man nemlig allerede en strategi for at udfase kullene med udgangen af år 2028. Det fortæller rådmand og Aalborg Energikoncerns formand, Lasse P. N. Olsen fra Enhedslisten.
- Det kommer ikke til at have nogen betydning for Nordjyllandsværket, for vi er i mål inden da, siger han.
Han bifalder dog alligevel udmeldingen fra regeringen.
- Det er en positiv udmelding og en bekræftelse af, at vi er på rette vej, siger formanden.
Satser på flere energikilder
I stedet for at bruge kul vil Nordjyllandsværket fokusere på et miks af forskellige energikilder.
Først og fremmest satser man på mere overskudsvarme fra industrien, som skal samles i et stort damvarmelager – lidt ligesom en kæmpestor termokande. Vandet, som bliver produceret i løbet af sommeren, kan man lagre og bruge, når der bliver koldt.
En anden løsning er én, der hidtil har været dyr i afgifter. Nemlig at køre vandet gennem varmepumper og på den måde få det varmet op. I weekenden blev det dog meldt ud, at afgiften bliver sænket over de kommende tre år, og derfor bliver det mere interessant for udbyderne af varme.
Formand Lasse P. N. Olsen drømmer desuden om at kunne bruge geotermi, altså varme fra jordens indre. Her pumper man vand et par kilometer ned i jorden og bruger jordens naturlige varme.
- Kan man gøre det rigtigt, er den eneste energikilde, at man driver en pumpe, siger formanden.
Lige nu er der et lille geotermi-anlæg i Thisted, men det er for tidligt at sige, om varme fra jordens indre også vil blive en del af elproduktionen på Nordjyllandsværket.