Nordjysk flyselskab tiltrækker flere turister end forventet
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
20 procent af passagererne på ruteflyene fra det nye, nordjyske flyselskab, Great Dane Airlines, er fra udlandet. En overraskelse, lyder det fra selskabet.
Flyselskabet Great Dane Airlines har været på vingerne i en måned og flyver fast til Dublin, Edinburgh og Nice. Derudover flyver selskabet charterflyvninger for Bravo Tours til Mallorca, Kreta, Rhodos og Varna.
Selskabet har i første omgang fokuseret på, at nordjyderne får større mulighed for at komme ud i verden. Men nu viser det sig, at det ikke kun er danskere, der bestiller returbilletter fra Aalborg. Også udenlandske turister har fået øjnene op for de nye flyafgange.
- Jeg havde regnet med, at fordelingen af passagerer i første omgang ville være 90 procent fra Danmark, og ti procent fra udlandet, men det har vist sig, at 20 procent flyver til Aalborg fra især Irland og Skotland, så det er kommet som en positiv overraskelse, at de også ser os på den anden side af Nordsøen, siger Thomas Hugo Møller, der er direktør i Great Dane Airlines.
Markedsføring lokalt
Flyselskabet har fået hjælp til markedsføringen i udlandet via de lufthavne, de lander i. Lufthavnene har taget kontakt til lokale turistorganisationer og presse, og på den måde er de udenlandske turister blevet opmærksomme på flyselskabet.
Planen er, at der fortsat skal arbejdes med markedsføringen i udlandet, så andelen af udenlandske turister i fremtiden vil blive endnu højere:
- Jeg håber da, at vi når op på en fordeling, der er omkring 60 procent danskere og 40 procent udlændinge. Det vil også være godt for regionen, hvis der kom flere turister hertil, siger Thomas Hugo Møller.
Flyselskabet vil markedsføre sig på, at deres fly flyver direkte til destinationerne og har personlig service ombord. Ifølge Thomas Hugo Møller er kunderne også tilfredse med muligheden for nemt at komme i kontakt med flyselskabet:
- Vi oplever, at flere kunder henvender sig på vores kontor for at få hjælp til booking af billet og ekstra bagage og så videre. Det bliver velmodtaget blandt passagererne, at vi er nærværende, siger han.
Til efteråret afgør selskabet, om de vil udvide med flere ruter fra 2020.