Nordjysk nedlukning sender AaB-spillere på hotel

To AaB-spillere - nærmere bestemt Thomas Christiansen og Malthe Højholt - er indkvarteret på hotel grundet statsminister Mette Frederiksen skærpede restriktoner i Nordjylland.

Morgenbuffet og daglig rengøring lyder umiddelbart ikke så tosset. I særdeleshed ikke når det er andre end en selv, der tilbereder æggene, steger baconen og reder sengen. Thomas Christiansen og Malthe Højholt er blevet udstyret med et nøglekort efter statsministerens nye restriktioner i det nordjyske. De er nemlig blevet sendt på hotel, så de kan træne og spille kamp med resten af Superligatruppen.

- Vi forelå den mulighed for de to spillere, så de ikke kommer til at krydse kommunegrænsen, når de skal træne og spille kamp, siger AaB-direktør Thomas Bælum til TV2 Nord.

De fleste spillere for AaB er bosat i Aalborg Midtby, så de skærpede restriktioner får derfor ikke den store betydning for førsteholdstruppen. Tre ansatte på direktionssgangen i AaB, bor ligesom de to førsteholdsspillere, i en af de syv berørte kommuner. Deres arbejdsfunktion kan dog køre videre hjemmefra, oplyser Thomas Bælum.

Talentafdeling rammes

Mange af AaB’s spirende ungdomstalenter bliver imidlertid ramt af, at Regeringen på det kraftigste opfordrer til, at grænserne i flere kommuner ikke skal krydses unødigt.

Derfor står den på selvtræning hjemme i haven for mange af de spillere, der bor udenfor Aalborg Kommune.

- Spillerne har fået tilsendt et individuelt træningsprogram, som de skal følge, og så må de ellers holde sig i gang med noget løb på landevejen og med jonglering ude i haven, fortæller Thomas Bælum.

Hjemmefra stuen kunne AaB-talenterne glæde sig over, at førsteholdstruppen fredag aften slog Randers med 2-1 i 3F Superligaen. Sejren betyder, at AaB kravler op på andenpladsen i tabellen. Størstedelen af de øvrige hold har dog spillet en kamp færre end det nordjyske mandskab.

De bolsjestribede spiller næste kamp den 22 november, når de tager imod FC Nordsjælland på Aalborg Portland Park.


Seneste nyt

fra Nordjylland