Nordjysk rejsebranche: - Det kan tage op til halvanden måned, før vi er klar med charterrejser

Regeringens lempelse af grænse- og rejserestriktionerne vækker både glæde og frustration i Nordjylland. Kunderne er klar til at rejse, men det tager tid at få flyene på vingerne igen.

Danskerne er i høj grad klar til at pakke kufferten og rejse ud i verden allerede fra næste lørdag, efter det her atter er tilladt at rejse til langt de fleste lande i EU og Schengen.

I en ny rundspørge, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring og Gouda Rejseforsikring, svarer hver tredje, at de er klar til at rejse på ferie i udlandet.

Men hos den nordjyske rejsebranche og i Aalborg Lufthavn har man ikke armene lige så langt over hovedet.

Her vurderer man, at der kan gå op halvanden måned, før charterbureauerne kan være klar til at sende gæster afsted.

- Vi var rigtig glade for at få nyheden i morges. Men det tog lidt af begejstringen, da vi bagefter snakkede med charterbureauerne, som mener, det kan tage lang tid, før de kommer i gang igen. De blev simpelthen fanget på det forkerte ben. De har aflyst en masse bookinger, og nu har de så fået at vide, at nu kan man rejse alligevel. At starte hele deres produktion op igen, vil tage lang tid, fortæller direktør i Aalborg Lufthavn Søren Svendsen.

Samson Travel: - Vi satser på godt salg til efteråret

Hos det nordjyske rejseselskab Samson Travel med hovedsæde i Aalborg Lufthavn er man mere påpasselig med den skarpe kritik - her fokuserer man mest på, at man nu atter på sende gæster afsted.

- Det er da helt klart bedre, at man nu kan rejse til det meste af Europa. Det havde selvfølgelig været endnu bedre, hvis man havde meldt det ud for en uge siden, men vi har også forståelse for, at det er totalt nyt farvand, så man må have forståelse for, hvad der kan lade sig gøre, siger direktør Lars Enevold Pedersen.

Samson Travel arrangerer primært pakkerejser til ikke-EU lande - og mange af dem er først med afrejse til september. Men selv her er dagens udmelding en god nyhed.

- Jo tidligere, man åbner, jo mere folk kan se, at det er sikkert at rejse igen, så tror vi på, at vi kan sælge endnu flere rejser på den anden side af sommerferien, siger direktør Lars Enevold Pedersen.

Udenrigsministeriet har siden 13. marts som udgangspunkt frarådet alle ikke-nødvendige rejser til udlandet.

Men fra den 15. juni blev der igen åbnet for rejser til Tyskland, Norge, Færøerne og Island.


Seneste nyt

fra Nordjylland