Nordjysk rejseselskab blæst bagover - fire busser til København udsolgt på få timer
Foto: TV2 Nord
Direktør hos NILLES Rejser, Miriam B. Christiansen
Rejseselskabet sender i alt seks busser afsted søndag, når kronprins Frederik bliver udråbt som konge.
- Vi har haft nogle rejser med Niels Hausgaard og Peter Ingemann, som også er blevet solgt hurtigt, men intet kan sammenlignes med det her.
Sådan konstaterer direktør i Nilles Rejser, Miriam Bisgaard Christiansen, der har sender hele seks busser til København søndag.
Her bliver der nemlig skrevet dansk historie, når kronprins Frederik bliver udråbt til konge, og det vil mange mennesker gerne være en del af - også nordjyderne.
Fire busser udsolgt på et døgn
Fredag middag satte Nilles Rejser derfor fire endags busture til København til salg med afgang søndag morgen, og allerede om eftermiddagen var de busser udsolgt.
Derfor valgte man at sætte endnu en bustur til salg inden weekenden, men også den blev hurtigt udsolgt. Mandag blev der derfor sat en sjette og sidste bustur til salg, hvor der blot er 15 pladser tilbage, da TV2 Nord snakkede med direktøren klokken 16.00.
- Den bliver helt sikkert udsolgt, konstaterer Miriam Bisgaard Christiansen.
I hver bus er der plads til 50 mennesker, og derfor bliver der altså sendt 300 passagerer fra det nordjyske afsendt til tronskiftet.
Havde i regnet med at kunne sende så mange busser afsted?
- Jeg tænkte, at vi ville sende tre busser afsted, men havde jeg fortalt mine medarbejdere inden, at vi sendte seks busser afsted, så troede de nok, jeg havde tabt sutten, griner direktøren.
Udover de mange passagerer, som har købt en billet, så har flere rejseledere også meldt sig til søndagens tjans.
- En festdag
Turen indeholder et rundstykke ved ankomst, gratis kaffe og masser af andre konkurrencer og aktiviteter i bussen.
- Vi vil gøre alt for at give dem en god oplevelse. Det er jo en festdag, påpeger Miriam Bisgaard Christiansen og fortæstter.
- Så vi har krydret turen med en tidlig frokost i København ved ankomst, og så håber vi jo, at vi kan komme frem og se kongen, når han træder ud på balkonen, forklarer Miriam Bisgaard Christiansen.