Samlere får svært ved at skaffe mønter med kong Frederik X

Møntsamler Jens Erik Hansen fra Aalborg har en komplet samling af mønter med dronningen som motiv, men han frygter, at det i fremtiden kan blive svært at skaffe mønter med Danmarks nye kong Frederik.

- Den første er fra tronskiftet i 1972.

De er der hver og én.

- I 1990 kommer den næste jubilæumsmønt i anledning af hendes 50-års fødselsdag.

Mønterne med hendes majestæt har alle en plads i Jens Erik Hansens store møntsamling.

- Jeg har et eksemplar af hver, og der er også nogle af dem, jeg har to af, siger Jens Erik Hansen, som er formand for Aalborg Møntsamlerforening.

Han har - næsten uden undtagelse - alle danske mønter siden begyndelsen af 1900-tallet i sin samling. Så der er både mønter med dronningen, hendes far og hendes bedstefar.

- Det er danmarkshistorie, siger den nordjyske møntsamler.

Efter dronningens opsigtsvækkende udmelding om, at hun abdicerer 14. januar, håber Jens Erik Hansen på at kunne udvide møntsamlingen med endnu en regent.

- Dronning Margrethe har gjort det ualmindeligt godt, og jeg er sikker på, at kong Frederik nok skal komme til at gøre det lige så godt, siger Jens Erik Hansen.

Denne erindringsmønt blev produceret i forbindelse med tronskiftet i 1972.
Denne erindringsmønt blev produceret i forbindelse med tronskiftet i 1972.
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord

Kan ikke længere købe ubrugte mønter

En del af Jens Erik Hansens mønter med dronningen er såkaldte erindringsmønter, der er lavet ved særlige anledninger. Men der er også helt almindelige 10- og 20-kroner, som der hvert år fremstilles nye udgaver af, siden de blev indført i 1989 og 1990. De kaldes cirkulationsmønter, og de kan blive svære at samle på i fremtiden.

- Jeg er lidt bekymret for, hvor vi skal få dem fra. Der er mange, der samler på dem, men de bliver ikke udgivet på Den Kongelige Mønt længere, siger Jens Erik Hansen.

Nationalbanken har for nylig stoppet salget af ubrugte cirkulationsmønter, og har mønterne først været i brug, så har de ikke længere den store værdi for samlerne.

- Metallet er desværre ikke af den samme kvalitet, som det var før i tiden, så de bliver meget hurtigt nedslidt, siger formanden for Aalborg Møntsamlerforening.

Ingen planer om nye mønter endnu

I de senere år har møntproduktionen været nedadgående, fordi der ikke længere bliver brugt så mange kontanter som tidligere. Nationalbanken har endnu ikke lagt nogen plan for, om der i de kommende år skal sendes mønter i omløb med kong Frederik X.

- I Nationalbanken vil vi rette henvendelse til Kongehuset om tilblivelse af nye mønter, men det er først en proces, der kan sættes i gang, efter kongen er tiltrådt, skriver Nationalbanken i et skriftligt svar til TV2 Nord.

Jens Erik Hansen håber, at traditionen med at lave mønter med Danmarks regent fortsætter. Og så vil han gøre meget for, at hans samling af royale mønter fortsætter med at være komplet.

- Så længe jeg har mulighed for selv at skaffe dem, så vil jeg forsøge at få fat i dem, siger Jens Erik Hansen.

Der blev lavet en mønt med kronprins Frederik, da han fyldte 18 år.
Der blev lavet en mønt med kronprins Frederik, da han fyldte 18 år.
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord

Seneste nyt

fra Nordjylland