Nordjysk sejr: Aalborg Håndbold fik vist, at de stadig kan slå tophold
Foto: Aalborg Håndbold
Aalborg Håndbold kravlede torsdag aften op på førstepladsen i herrehåndboldligaen efter en udebanesejr på 36-29 over TTH Holstebro.
Aalborg Håndbold indtog her til aften førstepladsen i herrernes bedste håndboldrække, da de på udebane slog TTH Holstebro med 36-29.
Og efter at have smidt point mod flere af topholdene efter vinterpausen fik Aalborg Håndbold med aftenens sejr også vist, at de stadig kan slå de nærmeste konkurrenter i herrehåndboldligaen.
I en første halvleg med masser af mål var Aalborg Håndbold ellers bagud med tre. Men nordjyderne fik hurtigt kæmpet sig tilbage og efterfølgende lagt lidt afstand til TTH’erne, og derfor kunne Aalborg gå til pause med en føring på 19-17.
Aalborg Håndbold fortsatte de gode takter i anden halvleg, og efter 15 minutters spil var de foran med otte mål. Den føring havde de absolut ingen intentioner om at sætte over styr, og de kunne derfor juble over sejren.
Topscorer for nordjyderne blev – endnu en gang fristes man til at sige - den norske venstrefløj Sebastian Barthold, der sendte harpiksklatten i nettet 12 gange på 13 forsøg. Han var derfor også godt tilfreds med både egen og holdets præstation ovenpå sejren.
- Det er virkelig vigtigt. Vi behøvede sejren, så vi kan få to point med i slutspillet. Vi bestemte os for at slippe håndbremsen og så bare løbe. Vi skulle give den alt på gulvet i dag, sagde Sebastian Barthold til TV2 Sport efter kampen.
Der var dog også enkelte skår i glæden hos Aalborg-lejren. De måtte nemlig se profilen Andreas Holst udgå af opgøret med en skade i baglåret.
Der resterer for Aalborgs vedkommende tre kampe i grundspillet, mens GOG på ligaens andenplads har to kampe ekstra i baghånden til at snuppe rækkens dukseplads.