Nordjyske datahajer redder hvaler i Californien
Foto: GateHouse
Flere truede hvaler bliver påsejlet ud for Californien. Nu er nordjysk virksomhed med til at forhindre det.
En nordjysk virksomhed har udviklet en teknologi, der overvåger skibe i zoner, hvor der er mange hvaler.
Hvert år dør et større antal truede hvaler i Californien. Det sker, fordi skibe påsejler de store havdyr, når de krydser den tætte skibstrafik.
Men nu bidrager en nordjysk virksomhed til, at det i langt højere grad undgås.
- Det er bare så dejligt. Det er jo en god ting, at vi er med til at redde hvalerne, siger Martin Dommerby Kristensen, der er CEO i GateHouse Maritime.
Virtuel politimand
GateHouse står nemlig bag en helt særlig teknologi, hvor skibe bliver overvåget, mens de sejler gennem steder, hvor hvalerne opholder sig. Den nordjyske virksomhed bruger teknologien til at analysere informationer om position, kurs og hastighed fra skibene.
- Vi fungerer som virtuel politimand overfor skibe, der sejler gennem lavhastigheds-zonerne, fortæller Martin Dommerby Kristensen.
Normalt sejler skibene med omkring 20 knob. Men sammen med den offentlige amerikanske miljøorganisation NOAA (National Oceanic And Atmospheric Administration) er der nu blevet oprettet to zoner, hvor større skibe bliver opfordret til at sænke farten til under 10 knob.
Selvom den lavere fart umiddelbart forsinker de store skibe, så er der alligevel fordele forbundet med hastighedsbegrænsningen. De rederier, der indvilliger i at sejle langsommere, bliver nemlig økonomisk kompenseret, og den lave fart gør det samtidig nemmere for både hvaler og skibe at styre udenom hinanden.
HVAD ER GATEHOUSE?
- Nordjysk virksomhed placeret i Nørresundby
- Hjælper globale maritime serviceudbydere, produktions- og logistikvirksomheder med at få gennemsigtige og nøjagtige lokationsdata og forudsigelser, containertransportstatus samt beskyttelse og overvågning af offshore aktiver og anlæg.
- Selskabets maritime datafundament består af 273 milliarder datapunkter og over 30 analyser og forudsigelsesmodeller, der bruges af maritime operatører over hele verden til at træffe datadrevne beslutninger.
- GateHouse Maritime er et datterselskab under GateHouse Holding, grundlagt i 1992 med hovedkontor i Danmark.
- GateHouse Holding ejer også datterselskaberne GateHouse SatCom og GateHouse Igniter.
En stor succes
18 rederier, herunder også danske Maersk Line, er gået med i projektet om at sejle langsomt gennem de to zoner ud for Californiens kyst. Den store opbakning har bidraget til, at færre hvaler er blevet ramt af skibe.
NOAA vurderer, at risikoen for påsejling nu er faldet med 50 procent for de skibe, der er med i ordningen. Uden den nordjyske overvågning og dataanalyse var det ikke muligt.
- Uanset hvor mange selskaber og skibe, der tiltræder ordningen i de kommende år, så har den amerikanske miljøorganisation nu en driftssikker løsning, som vil redde mange hvaler i fremtiden, fortæller Martin Dommerby Kristiansen.
Tiltaget med 10 knob-zonerne blev søsat i starten af 2021. De gode resultater har fået den amerikanske miljøorganisation til at overveje at oprette lignende zoner på den amerikanske østkyst, hvor der også er problemer mellem hvaler og skibstrafikken.
Den økonomiske kompensation for at sænke farten ligger på mellem 5.000 og 50.000 USD om året. Flere selskaber – deriblandt Mærsk Line – valgte i 2021 at donere deres kompensation til projektet.