Nordjyske sensorer styrer Bangkoks trafik
Foto: BLIP Systems
Udstyr med base i Vester Hassing indsamler data til thailandske trafikplanlæggere.
Den nordjyske virksomhed BLIP Systems samarbejder med det thailandske ”Departement of Highway,” hjælper med at indsamle data om trafikken i Bangkok.
BLIP Systems udvikler sensorer, der via Bluetooth- og WI-FI-forbindelser løbende registrerer bilernes bevægelser, som sensorerne indsamler og sender videre til de thailandske myndigheder, der kan bruge informationerne til at afhjælpe de store trafikale udfordringer, som især Bangkok lider under.
- Løsningen fungerer ved at placere BlipTrack sensorer på strategiske steder langs vejene. Sensorerne, som dækker næsten 600 kilometer motorvej i og omkring Bangkok, opfanger Bluetooth- eller WI-FI-enheder, der findes i mobiltelefoner og indbyggede lyd- og kommunikationssystemer i biler. Ved at genkende enhederne når de passerer flere sensorer, bliver specifikke og præcise oplysninger, såsom rejsetider, gennemsnitshastigheder, holdetider og bevægelsesmønstre tilgængelige, siger Christian Bugislaus Carstens, marketingchef hos BLIP Systems.
Vester Hassing-virksomheden har ikke kun Bangkok på kundelisten. Også lande som New Zealand, Schweiz og Canada har tager sensor-løsningen til sig i kampen mod trafikpropper, mens teknologien også bruges i flere internationale lufthavne som New York, Dubai og Milan.
De thailandske myndigheder har været så begejstrede for samarbejdet med nordjyske BLIP Systems, at samarbejdet nu udvides.