Norske Aalborg-legender kommer til håndboldfinale
Foto: Aalborg Håndbold
Håvard Tvedten dukker sammen med Kristian Kjelling op til Aalborg Håndbolds første DM-finale mod Skjern.
Kristian Kjelling og Håvard Tvedten har meldt deres ankomst, når Aalborg Håndbold torsdag spiller den første DM-finale mod Skjern.
Der bliver stopfyldt i Jutlander Bank Arena i i Gigantium, når Aalborg Håndbold og Skjern Håndbold torsdag eftermiddag mødes i den første af årets DM-finaler. De knap 5000 billetter til kampen blev nemlig revet væk på godt et kvarter, da de blev sat til salg en uge før kampen.
- Opbakningen er kolossal, og vi har aldrig tidligere oplevet så stor efterspørgsel og interesse for at se vores kampe i Jutlander Bank Arena. Det varmer mit gamle håndboldhjerte, og vi er dybt taknemmelige, siger Aalborg Håndbolds direktør, Jan Larsen.
Nu glæder den aalborgensiske håndboldklub sig til at lave en finalefest med og for de mange tilhængere fra både ude- og hjemmehold.
- Når man spiller en DM-finale, er det en stor festdag for os alle, og det skal alle mærke, når de træder ind i Jutlander Bank Arena på torsdag, siger Jan Larsen.
Han kan blandt andet glæde sig over, at Aalborg til kampen vil få opbakning fra det to klublegender, Kristian Kjelling og Håvard Tvedten. De to nordmænd har meldt deres ankomst til DM-finalen, hvor man blandt andet kan møde dem Carlsberg Cafeen, oplyser Aalborg Håndbold.
Kampen spilles torsdag klokken 16.10, og returkampen spilles i Skjern søndag 28. maj, og hvis der ikke er fundet en vinder efter de to kampe, spilles den tredje og afgørende DM-finale i Aalborg 2. pinsedag, 5. juni, klokken 16.10.