Michelle er lige fyldt 33 år: Nu begynder hun på uddannelsen
Foto: Michael Schmidt Thomsen / TV2 Nord
Interessen for at søge ind på merituddannelsen til pædagog er steget markant. Sidste år søgte for få ind til, at UCN kunne oprette et hold. I år har UCN oprettet to hold med i alt 53 studerende.
Det er ikke fordi, at 33-årige Michelle Valentin Engsted ikke ved, hvad hun har med at gøre med på sit arbejde. Men med otte års erfaring som pædagogmedhjælper og handicaphjælper, har hun nu besluttet sig for at få papir på sine færdigheder og kundskaber. De næste tre år læser hun til pædagog på merituddannelsen på UCN i Aalborg.
- Der kom lige tre børn i vejen, og så har jeg altid været glad for at gå på arbejde, fortæller Michelle Valentin Engsted fra Nørhalne i en pause fra undervisningen på UCN på Mylius Erichsens Vej i Aalborg.
I begyndelsen af september begyndte hun på sit nye studie. Hun skal i de kommende år gå i skole torsdag og fredag samtidig med, at hun passer sit arbejde på fuldtid på et botilbud.
- Jeg trænger til at få noget faglig viden om det, som jeg hver dag går og gør. Jeg føler mig sommetider lidt bagud i forhold til mine uddannede kolleger, siger hun.
UCN fik sidste år for få ansøgninger til at kunne oprette et hold for meritstuderende til pædagog. I år er der oprettet to hold for i alt 53 studerende.
Se hele indslaget herunder:
Chancen opstod
- Jeg har hele tiden haft en aftale med min arbejdsgiver, om at jeg gerne ville videre med mit fag. Nu opstod chancen så, og nu er jeg i gang, siger Michelle Valentin Engsted.
Det bliver et puslespil for den nye studerende. Hun skal i de næste tre år både passe sit nuværende fuldtidsjob, sin familie og sin nye uddannelse.
- Der bliver noget at koordinere. Jeg skal jo have fri fra arbejde til at gå i skole torsdag og fredag, og så må jeg tage vagter i weekender, hvor jeg ikke har mine børn. Så må jeg lave lektier, når børnene er hos min eks-kone, og når jeg kan finde huller til det, siger Michelle Valentin Engsted med et stort smil.
Foreløbig vil hun bruge den nye viden på sit nuværende arbejde.
- Men det er også en fremtidssikring. Der er rift om pædagogmedhjælpere men der er endnu mere brug for uddannede pædagoger. Så jeg tror, at det er fornugtigt at tage uddannelsen nu, siger Michelle Valentin Engsted.