Nu er de første boliger til salg i ny Aalborg-bydel
Foto: A. Enggaard
42 lejligheder på den gamle spritfabrik i Aalborg er nu sat til salg.
Et af Aalborgs største bydelsprojekter er på vej ved den gamle spritfabrik. Industrigrunden bliver base for en helt ny bydel med kulturarv, kunst, arkitektur og gastronomi, og i alt kommer der til at være 600 boliger på grunden.
Industribygningerne på grunden er fredede, og her bliver der blandt andet et artcenter samt verdens største glaskunstværk Cloud City. Ved siden af de fredede bygninger kommer der nye bygninger, som tager navn efter forskellige snapsvarianter – og nu er 42 lejligheder med indflytning i februar 2021 blevet sat til salg i byggeriet Høkergården.
Allerede inden salget blev skudt i gang, har 200 interesserede bedt ejendomsmæglerfirmaet om at kontakte dem i forbindelse med salget.
- Spritten er i sig selv et projekt, der har fået rigtig meget opmærksomhed. Det er naturligvis med til at puste til interessen for boligerne i Høkergården, siger marketingchef i Thorkild Kristensen Ditte Nørgaard Haahr.
Lejlighederne spænder fra toværelsers på 61 kvadratmeter til fireværelsers på 117 kvadratmeter.
Det er A. Enggaard, der er bygherre og entreprenør på projektet. Her glæder man sig til at de første beboere flytter ind på grunden.
- Vi har stor tiltro til, at bydelen i kraft af fokusset på kunst, kultur, gastronomi og fællesskab bliver et særligt sted at bosætte sig samt en attraktion for Aalborg og Nordjylland generelt, lyder det fra projektudviklingschef i A. Enggaard Morten Løgsted.