Nu skal mænd og kvinder snart dele – forslag om kønsneutrale toiletter stemt videre
Mandag formiddag skulle økonomiudvalget i Aalborg Kommune stemme om, hvorvidt kommunen fremover skal have kønsneutrale toiletter.
Små piktogrammer med mænd og kvinder kan snart være fortid på toiletdørene i Aalborg Kommune.
Et flertal i økonomiudvalget i kommunen har mandag formiddag stemt et forslag om kønsneutrale toiletter videre.
I første omgang skal de kønsneutrale toiletter kun laves i forbindelse med nye kommunale arbejdspladser eller større renoveringsprojekter på kommunale bygninger.
- Vi har en mangfoldighedspolitik i kommunen, som vi synes er vigtig at efterleve. Vores holdning er, at hvis det for nogle af vores kollegaer kan være nemmere, at de har det bedre på deres arbejdsplads, hvis der er kønsneutrale toiletter, fordi man ikke identificerer sig med et bestemt køn, så vil vi gerne imødekomme det, siger Tania Larsen Kvist, der er medarbejderrepræsentant og næstformand i mangfoldighedsudvalget i Aalborg Kommune.
- Et lille skridt på vej mod en meget mere mangfoldig arbejdsplads i Aalborg Kommune.
Tania Larsen Kvist.
Hvis forslaget bliver endelig vedtaget, så skal også kommunale bygninger med offentlig adgang have kønsneutrale toiletter på sigt. Det gælder også, selvom at de eksisterende toiletter i bygninger er kønsopdelte.
Forslaget er stillet af mangfoldighedsudvalget i Aalborg Kommune, der mener, at det er en lavthængende frugt at ændre toiletterne til kønsneutrale – særligt for de borgere, der ikke identificerer sig med et af de to klassiske køn.
- Det er nødvendigt for, at alle i Aalborg Kommune kan føle sig godt tilpas med at gå på arbejde og føle, at de hører hjemme, siger Tania Larsen Kvist.
Kun Konservative, Venstre og Danmarksdemokraterne stemte imod forslaget.
Kønsneutralt storcenter
Et sted i Aalborg Kommune har de allerede erfaring med kønsneutrale toiletter. For i Aalborg Storcenter indførte de for fire år siden de første unisex toiletter.
- Jeg opdagede, at det altid var kvinder, der stod i kø, når de skulle på toilettet, og det synes jeg var synd, siger Claus Münster, der er driftschef i Aalborg Storcenter.
Alle toiletterne er dog endnu ikke unisex i Aalborg Storcenter. Faktisk er to ud af otte båse hos de kønsneutrale toiletter heller ikke kønsneutrale, men i stedet øremærket til kvinderne. Flere andre steder i storcenteret er der også kønsopdelte toiletter.
- Der var mange kvinder, som synes, at det var anstrengende,at gå ind på toilettet, efter en mand har været der, forklarer Claus Münster om grunden til, at storcenteret ikke holdt fast i alle otte båse som kønsneutrale.
Storcenteret kunne faktisk meget vel have holdt fast i og måske endda have tilføjet flere kønsneutrale toiletter. De besøgende i centeret mandag formiddag have nemlig ingen betænkninger ved at bruge de kønsneutrale toiletter.
- Jeg har ikke noget problem med at dele toilet med mænd – jeg tænker, at det er det samme, der kommer ind og ud, siger Rikke Jakobsen fra Holstebro med et smil.
- Det er lige godt, hvad de kalder toilettet, bare man får det ud, som man skal, lyder det fra Johnny Svenningsen fra Sæby.
"Et skridt mod mere mangfoldighed"
Mens herre- og dametoiletterne fortsat er en realitet i kontorbygningerne i Aalborg Kommune, så tyder meget på, at forandringens vinde stille og roligt blæser i Aalborg Kommune.
- Jeg håber, at den her indstilling kan være et lille skridt på vej mod en meget mere mangfoldig arbejdsplads i Aalborg Kommune, siger Tania Larsen Kvist.