Ny belægning: Kulturbroen er igen åben for cyklister og gående

Kulturbroen, der løber over Limfjorden i Aalborg, er igen åben, efter der er blevet lagt ny skridsikker belægning.

Kulturbroen er igen åben for gående og cyklister, efter der er blevet lagt ny og mere skridsikker belægning på rundingen i midten af broen. Det oplyser formanden for Foreningen Kulturbro-Aalborg, Jens Toft-Nielsen, fredag aften.

Kulturbroen har været lukket siden i mandags, efter Aalborg Kommune måtte konstatere et gentagent problem med cyklister, der vælter ved rundingen, når de krydser broen.

Den skridsikre belægning var allerede lagt på resten af broen, men ikke ved det lille stykke ved rundingen i midten. 

Belægningen skal forhindre cyklister i at falde, selvom det har regnet, og broen er glat. Indtil Kulturbroen var lukket, havde kommunen forsøgt at sætte advarselsskilte op, der skulle advare cyklisterne, når de kørte på broen i regnvejr.


Seneste nyt

fra Nordjylland