Nyt græstæppe på Aalborg Portland Park: Arbejde i døgndrift med tændt stadionlys

Aalborg Portland Park skal i august måned have nyt græstæppe. Det sker med arbejde i døgndrift og konstant tændt stadionlys.

Når det dette års superligasæson er ovre, så får samtlige spillere i AaB nyt græs under fødderne til næste sæson.

Det er dog ikke fordi hver enkelt spiller i AaB-truppen bliver skiftet ud og skal finde ny klub, men fordi Aalborg Portland Park skal have lagt nyt græstæppe. Græstæppet bliver et såkaldt hybridgræs, og arbejdet starter den 13. august og vil forsætte frem til den 30. august.

Det oplyser Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.

Det nye hybridgræstæppe skal ligges, for at Aalborg Portland Park bedre kan leve op til de kvalitetskrav og krav til sportsfunktionelle egenskaber, der i dag stilles i Superligaen. Samtidig vil det begrænse stigningerne på driftsudgifter, der følger sæsonudvidelserne.

Arbejde 24 timer i døgnet

Undervejs i arbejdet med at anlægge det nye græstæppe vil der være mennesker på stadionet hver dag, hele tiden.

Arbejdet med at installere hybridgræs kommer nemlig til at køre 24 timer i døgnet i en periode på ti dage afhængigt af vejret. Ved installationsarbejdet er der behov for at kunne benytte stadionbelysningen døgnet rundt, og det vil derfor være tændt i hele perioden. Der er tale om arbejdsbelysning og lysanlægget vil derfor ikke lyse med fuld styrke under installationen.

Lover minimale støjgener

Aalborg Kommune oplyser, at alt arbejdet med at anlægge det nye græstæppe kommer til at foregå inde på selve stadionet. Ifølge dem, noget der vil være medvirkende til, at støjgenerne ude omkring stadion vil være minimale.


Seneste nyt

fra Nordjylland