Ny lovgivning på vej til asbestofre: Naboer til eternitfabrik får mulighed for erstatning

Folketinget arbejder på ny lovgivning, der skal give personer mulighed for erstatning, hvis de har fået kræft, fordi de har boet i nærheden af for eksempel den tidligere eternitfabrik i Aalborg.

Forskere fra Aalborg Universitet har tidligere slået fast, at personer der har boet i nærheden af den tidligere eternitfabrik i Aalborg har har syv gange så stor risiko for at udvikle den sjældne kræftform lungehindekræft som normalt.

Langt de fleste tilfælde af sygdommen skyldes, at personer har været i forbindelse med asbest, og derfor er der en overrepræsentation af tilfælde blandt medarbejdere på den tidligere eternitfabrik i Aalborg og naboer til fabrikken.

Nu er Folketinget på vej med ny lovgivning, som giver flere af asbestofrene mulighed for at søge erstatning, hvis de har fået lungehindekræft på grund af en industriel kilde.

Det fortæller Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse, hvor organisationen glæder sig over den kommende erstatningsordning.

- Vi er meget taknemmelige for den nye lov. Vi kan ikke gøre de syge raske, men med godtgørelsesordningen kan vi som samfund tage ansvaret på os for brugen af et livsfarligt materiale, som har ført til uhelbredelig sygdom og død, siger Jesper Fisker, der er administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Vil have ordning udvidet og forlænget

Loven om udvidelse af godtgørelsesordningen er på vej til anden behandling i Folketinget.

I den nuværende lovgivning har medarbejdere på Dansk Eternit Fabrik, deres ægtefæller og deres børn mulighed for at søge erstatning fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvis de har fået kræft på grund af fabrikkens brug af asbest.

Den kommende lov udvider gruppen, så også naboer, som ikke har nogen direkte relation til eternitfabrikken, kan søge erstatning, hvis de har fået lungehindekræft. Den nuværende erstatningsordning udløber i 2025, men Kræftens Bekæmpelse ønsker, at den deadline bliver udskudt.

Derfor glæder det organisationen, at sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) ikke afviste at forlænge ordningen, da han i torsdags svarede på spørgsmål om sagen i Folketingets sundheds- og ældreudvalg.

- Det er vigtigt for Kræftens Bekæmpelse, at ordningen forlænges, så det er glædeligt. Det er vores forventning, at der desværre forsat vil være asbestofre efter 2025, og de skal også kunne få denne godtgørelse, siger Jesper Fisker.

Ifølge Cancerregistret var der i perioden fra 1997 til 2016 er en stigning på 50 procent i antallet af patienter med lungehindekræft fra 96 til 144 personer.

Dansk Eternit Fabrik indledte deres produktion i Aalborg i 1927. Fabrikken lukkede ved udgangen af 2004. Asbest blev først endelig forbudt i 1986.


Seneste nyt

fra Nordjylland