Ny sorggruppeforening ser dagens lys i Aalborg
Den anerkendte psykolog Jes Dige har startet en ny forening med sorggrupper til unge mellem 10 og 18 år. Foreningen får base i Aalborg under navnet "Skyggebørn."
Den anerkendte psykolog, Jes Dige, som tidligere har arbejdet med sorggrupper for børn i Kræftens Bekæmpelse, startede i dag ny forening med sorggrupper for børn op i Aalborg.
Med et glas vin og lidt chips blev en ny begyndelse i dag fejret i det centrale Aalborg. I lokaler på Adelgade får foreningen ”Skyggebørn” fremover til huse. Her vil den anerkendte psykolog Jes Dige drive en række sorggrupper for børn mellem 10 og 18 år.
-Det er spændende (…) Vi starter det her for at fortsætte et vigtigt arbejde i forhold til børn og unge, siger Jes Dige om den nye forening.
Ifølge ham skal mange børn og deres forældre stadig lede længe efter hjælp til at håndtere sorg. Mange bliver afvist, fordi man ikke synes, at man har et tilbud, der matcher dem, mener Jes Dige.
Derfor starter han nu ”Skyggebørn” op – et gratis tilbud til børn i sorg. Uanset om det så er sorg over et dødsfald eller handler om noget andet, som for eksempel kritisk sygdom i den nære familie.
At sorggrupper har en eksistensberettigelse kan 14-årige Natalie Thomsen fra Aalborg tale med om. Da hun i maj 2015 mistede sin far til et hjertestop, stod hun pludselig i en meget svær situation.
-Jeg følte mig meget ensom, fordi jeg ikke turde at snakke med min familie om det. For jeg var bange for, at så blev de også kede af det, fortæller hun om tiden lige efter farens død.
Men en veninde i hendes skoleklasse gik på det tidspunkt allerede i en af Jes Diges sorggrupper. Så hun lokkede Natalie med en aften. Det blev begyndelsen på mange aftener i sorggruppen for Natalie Thomsen.
-I starten blev jeg meget ked af det, når jeg talte om min fars død. Så begyndte jeg at græde. Men nu har jeg det sådan, at jeg sagtens kan sidde og snakke om det uden at blive ked af det, fortæller hun.
Derfor er hun også glad for at kunne fortsætte i en sorggruppe hos Jes Dige.
-Jeg er rigtig glad for det, fordi jeg var bange for, at det stoppede. Og så skulle man bare sidde alene med det igen, siger Natalie Thomsen.
”Skyggebørn” bliver indtil videre holdt i drift af donationer og fonde. Jes Dige håber på, at foreningen på sigt kan få etableret det, han selv kalder ”et permanent økonomisk fundament.” Men til trods for, at det altså endnu ikke er på plads, er han ikke i tvivl om, at beslutningen om at starte foreningen ”Skyggebørn” er den rigtige.
-Jeg tror ikke, at vi gør noget, som andre ikke kan. Men vi gør noget, som andre ikke gør. Det er nok den største forskel, siger han.