Nye fjernvarmemålere skal installeres i Aalborg

Aalborg Kommunes varmekunder kan i de kommende år se frem til en udskiftning af deres fjernvarmemålere. I stedet får de en ny måler, som kan fjernaflæses.

Fra marts måned begynder installationen af de nye fjernaflæste målere hos varmekunderne i Aalborg Kommune. Installationerne fortsætter frem til sommeren 2020, hvor 38.000 varmekunder vil have fjernaflæste målere.

Det er Kamstrup A/S, der leverer de fjernaflæste målere. De har netop underskrevet kontrakt.

I praksis betyder de nye målere, at det i fremtiden ikke længere er nødvendigt for kunderne eller Aalborg Varmes teknikere at aflæse målerne hjemme hos kunderne. Det skal nemlig fremover gøres centralt.

- Helt grundlæggende handler investeringen om at digitalisere fjernvarmeforsyningen, og anskaffelsen af de fjernaflæste målere er det naturlige næste skridt for fjernvarmeområdet i Aalborg Kommune, siger Lasse P.N. Olsen, bestyrelsesformand i Aalborg Energikoncern.

Konkret giver investeringen i de mange nye målere også den enkelte varmekunde en række teknologiske muligheder. Med den nye teknologi vil den enkelte forbruger kunne følge sit forbrug på måleren og få adgang til sit præcise varmeforbrug direkte på mobilen.


Seneste nyt

fra Nordjylland