Nyindlagt patient satte ild til dyne på Psykiatrisk Sygehus

En kvinde var ikke helt tilfreds med at blive indlagt på Psykiatrisk Sygehus i Aalborg tirsdag.

Tirsdag ved middagstid måtte personalet på Psykiatrien på Mølleparkvej i Aalborg evakuere flere patienter på grund af en brand på en afdeling.

En kvindelig patient, som var blevet indlagt på afdelingen bare 10 minutter tidligere, havde nemlig haft held med at tænde ild til dynen på sit værelse. Branden udviklede en masse røg og smeltede også noget af linoleummet på gulvet på stuen.

Det fortæller indsatsleder fra Nordjyllands Beredskab i Aalborg, Jakob Schmidt.

- Branden som sådan var ikke stor, men på grund af røgen havde personalet evakueret flere af patienterne på afdelingen til en gårdhave. Der var røg på hele gangen, da vi nåede frem, siger Jakob Schmidt.

Personalet havde håndteret situationen rigtig fint, lyder det fra indsatslederen, og takket være den hurtige evakuering slap samtlige patienter, inklusive kvinden bag branden, for røgforgiftning.

Det har ikke været muligt at få at vide, præcis hvordan det lykkedes kvinden at få sat ild til dynen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland