Nyt håb for husejere, der lever med støvforurening
Søren Bach er træt af støv, der flyver rundt omkring hans hus.
Aalborg Kommune vil nu forsøge at hjælpe en gruppe borgere, som ufrivilligt er blevet naboer til flere støjende og støvende virksomheder på Aalborgs Østhavn.
En gruppe borgere på Romdrupholmsvej nord for Klarup oplever jævnligt, at det fyger med forurenet jord fra flere virksomheder på den nærliggende Aalborg Østhavn.
En af borgerne er Søren Bach, og han er ikke bare bekymret for sit og sine naboers helbred – men også for sin landbrugsjord.
- Vi købte vores ejendom i 1994, og dengang gik der køer på nabogrunden. Nu er det jo blevet til en industrigrund med kæmpe jorddynger, som ligger ca. 150 meter fra mit skel, fortæller Søren Bach og fortsætter:
- Jeg er ræd for, at den jord, der flyver herover er fyldt med alt mulig forurening, som jeg ikke kender navnene på.
Beboere i klemme
Beboerne er kommet i klemme, fordi Aalborg Kommune har tilladt flere genanvendelsesfirmaer at flytte ind på grundene på Aalborg Havn.
Ifølge Planloven burde der være 500 meter såkaldt konsekvensområde uden beboelse. Men det krav har Aalborg Kommune dispenseret fra i forhold til en håndfuld beboere.
En mulig løsning med solceller
Måske er der en løsning på problemet. Energifirmaet Greengo Energy er nemlig interesseret i området, som de mener passer perfekt til solceller:
- Vi leder altid efter flade arealer, hvor vi kan sætte læhegn rundt omkring, så vi kan skærme det for omgivelserne – altså så man ikke kan se det anlæg, vi sætter op visuelt, forklarer Henrik Mentz, indehaver Greengo Energy.
- Det kan man netop herude, så jeg synes det et attraktivt område at lave et solcelleprojekt.
Men selvom en ny solcellepark vil løse både beboerne og virksomhedernes problemer, er sagen ikke helt så enkel. Det vil nemlig kræve en ændring af både lokalplanen og kommuneplanen for området, som lige nu er udlagt som landbrugsjord.
Virksomhederne skulle aldrig havde været placeret her.
Søren Bach
Vil give det en chance
Miljø- og Energirådmand, Per Clausen er dog parat til at gøre et forsøg:
- Det er et kompliceret stykke arbejde, der skal udføres, men vi vil godt afprøve, om det kan lade sig gøre i samarbejde med By- og Landskabsforvaltningen, siger han. Men han vil ikke give nogle garantier.
- Vi vil gøre hvad der er muligt. Men vi kan ikke love noget på nuværende tidspunkt, siger Per Clausen.
Søren Bach og de andre beboere håber nu, at deres problemer endelig bliver løst.
- Ideen med at genanvende forurenet jord er jo fantastisk, men vi kan jo ikke bo her. Virksomhederne skulle aldrig havde været placeret her, siger Søren Bach.