Nyt testcenter i Aalborg: - Det skal lokke flere ind til test
Fra i dag til onsdag kan aalborgensere blive testet for coronavirus ved AAKC. Der er ingen tidsbestilling, og man er velkommen, selvom man har milde symptomer.
I øjeblikket er Aalborg Kommune det sted i Nordjylland, hvor incidenstallet er højest. 191,6 personer per 100.000 er smittet med coronavirus, og det har nu fået Region Nordjylland til at opstille endnu et testcenter midt i Aalborg.
- Vi følger løbende smittetallene og er i dialog med kommunerne om udviklingen, og vi kan se, at det er stigende. Vi fokuserer på de områder, hvor det er særligt slemt, og der er Aalborg Kommune generelt en af de kommuner, der er hårdest ramt, også centreret omkring Aalborg by, forklarer Anders Cinicola, faglig koordinator for coronaindsatsen, Region Nordjylland.
- Så efter dialog med Aalborg Kommune har vi vurderet, at det er hensigtsmæssigt at sætte ind her med et testtilbud, der gerne skulle lokke flere ind og blive testet, fortsætter han.
Mandag til og med onsdag i den kommende uge er det muligt for alle borgere at møde op til test uden tidsbestilling på Aalborg Kongres og Kulturcenter (AKKC) fra klokken 9-17. Når man møder op, skal man huske at have sygesikringskort med sig, og man skal bære mundbind. Der er adgang direkte fra parkeringspladsen ved P-huset. Ingen adgang via Hovedindgangen eller Scandic.
Det er alle fra 2 år og op, der kan blive testet, og man må gerne komme, selvom man har lidt symptomer.