Oldschool eller spareøvelse: Små klasser mister skærme i undervisningen
Den digitale tidsalder er sendt på retur for 2. og 3. klasserne i Aalborg Kommune. Fremover byttes tastatur ud med blyant med kommunens seneste spareplan.
2. og 3. klasserne i Aalborg Kommune bruger computeren i undervisningen, men det kan snart være slut.
Elevernes chromebooks er nemlig blevet en del af kommunens spareplaner på børne- og undervisningsområdet.
Indtil nu har det ellers været sådan, at kommunen har stillet computere til rådighed for klassetrinnene 2.-7. klasse.
På Gug Skole vækker kommunens spareplaner både forargelse og forvirring.
For skolelederen Rikke Høg Zimmer er elevernes computere et vigtigt værktøj til undervisningen. Et værktøj, som ikke lige kan erstattes.
- Jeg synes faktisk, at den er rigtig vigtig i det læringsmiljø, vi gerne vil skabe på vores skole, og i den læringsprogression vi gerne vil lave for vores elever.
- Eleverne kan eksempelvis selv sidde og lave bogstavlyde og træningsopgaver, som man ikke kunne gøre på samme måde, hvis man rykkede det over i en bog eller på et stykke papir, siger skolelederen på Gug Skole, Rikke Høg Zimmer.
Blandt børnene i 3.A er der forskellige meninger om brugen af computer i undervisningen.
- Jeg synes, det er godt at have en computer, men nogle gange kan det også blive lidt for meget skærm, siger Celine Liwendahl fra 3.A på Gug Skole.
Klassekammerat Hjalte Koch Pedersen er større tilhænger af computeren.
- Man kan lave opgaver derpå, for eksempel i stedet for bare at lave det på et ark, det er meget bedre, pointerer han.
Ingen bekymringer hos rådmand
Ændringen, der træder i kraft som en del af Aalborg Kommunes budgetaftale, giver en årlig besparelse på fire millioner kroner fra skoleåret 2024/2025.
Og selvom den analoge fremtid giver anledning til panderynker på Gug Skole, er rådmand for Børn og Unge i Aalborg Kommune, Morten Thiessen (C), relativt ubekymret.
- Jeg tror, vi kommer til at levere omtrent det samme. De kommer selvfølgelig til at starte et andet sted rent digitalt i 4. klasse, fordi børnene ikke har de års foregående erfaring, men til gengæld er de mere modne til den tid, så jeg tror, at det kommer til at gå omtrent lige op.
Skoleleder Rikke Høg Zimmer står dog ikke helt med samme fornemmelse.
- Det kan være et fint sted at sætte ind, så man ikke skal skære på trivsel eller læring. Men man skal også være bevidst om, at der er nogle ting, man misser, når vi ikke kan lære dem en god måde at anvende forskellige digitale medier på helt nede fra de små klasser, slutter Rikke Høg Zimmer.
Se indslaget nedenfor: