Ole Henriksen vinder Forårsprisen 2017
Foto: Sara Gangsted
Cremekongen fra Nibe modtager Forårsprisen på Forårsmessen i AKKC den 31. marts.
Det er ikke så få kendte nordjyder, der i årenes løb har modtaget Forårsprisen, som siden 1987 er blevet uddelt på Forårsmessen i Aalborg Kongres & Kultur Center.
Og modtageren i 2017 er da også en nordjyde, der i sin karreire har gjort sit for at gøre opmærksom på Nordjylland, selv om han til daglig bor på den anden side af Atlanten.
Intet er officielt endnu, men så vidt TV2 Nord har kunnet høre på vandrørene, vil dette års Forårsprisen gå til ingen ringere end Ole Henriksen, Cremekongen fra Nibe. Med sine hudplejeprodukter og altid optimistiske og imødekommende natur er den lille nordjyde blevet noget nær verdenskendt og har senest fået sit liv oversat til en musical.
I år er det 30 år siden, den første udgave af Forårsprisen blev uddelt på Forårsmessen i Aalborg Kongres & Kultur Center, og dermed er det altså den 31. pris, der skal overdrages.
Forårsmessen løber i år af stablen fra den 31. marts tild en 2. april. Det bliver den sidste pris, direktør Ernst Trillingsgaard får lov til at overrække i sin karriere.
Sidste år modtog Lars Larsen Forårsprisen, og tidligere vindere tæller blandt andre kogebogsforfatter og tv-vært Kirsten Hüttemeier, entertainer Niels Hausgaard, sanger Lars Lilholt, forfatter Jakob Ejersbo, racerkører Tom Kristensen, tekstildesigner Lene Bjerre og fodboldklubben Hobro IK Fodbold.