Foto: Kristoffer Juel Poulsen, Scanpix (Arkivfoto)

Opgang evakueret: Frituregryde brød i brand i lejlighed

Et par i en etageejendom i Mønsgade fik tirsdag aften lidt mere end almindelig røg i køkkenet - opgangen blev evakueret og én indlagt med røgforgiftning.

Det skulle nok bare have været lidt sen aftensmad for et ungt par, da de tirsdag aften tændte op under en frituregryde i deres lejlighed i Mønsgade i Aalborg.

Men madlavningen udviklede sig pludselig dramatisk, da der gik ild i gryden. Det fortæller indsatsleder fra Nordjyllands Beredskab i Aalborg, Søren Korsgaard.

- Manden forsøgte at slukke branden, men desværre bredte ilden sig til køkkenet og emhætten. Imens var kvinden hurtig til at få alle de øvrige beboere i ejendommen ud, og det var rigtig fint gjort, siger Søren Korsgaard.

Det gav ikke brandfolkene det store besvær at slukke ilden, da de nåede frem ved 22-tiden. Efter en times tid var arbejdet overstået.

- Det var heldigvis kun parrets køkken, der led skade, mens de de øvrige lejlighederh ar fået lidt røg. Desværre måtte manden en tur på sygehuset natten over med røgforgiftning efter at have forsøgt at slukke ilden selv, siger Søren Korsgaard.

Opgangens otte beboere kunne efter slukningsarbejdet vende tilbage til deres lejligheder.