Opruster endnu en gang: Norske Kristian Bjørnsen skifter til Aalborg Håndbold

Norske Kristian Bjørnsen skifter til Aalborg Håndbold fra sommeren 2021.

Den 32-årige nordmand Kristian Bjørnsen spiller lige nu for den tyske håndboldklub HSG Wetzlar, men der lyder slutfløjtet snart, når han til sommer skifter til Aalborg Håndbold.

Det bekræfter Aalborg Håndbold onsdag eftermiddag i en pressemeddelelse, efter rygterne om skiftet har svirret i flere dage.

- Kristian er en utrolig dygtig spiller, der har været en profil på den internationale scene igennem en lang årrække. Han kommer til at bidrage med en masse erfaring, mens han samtidigt er en scoringssikker fløj, der også besidder store defensive kvaliteter, siger Jan Larsen i pressemeddelelsen.

- Jeg glæder mig virkelig meget til at trække den røde Aalborg-trøje over hovedet. Jeg har hørt mange positive ting om klubben fra mine landsmænd, og det er virkelig en interessant udvikling, klubben har været igennem. Det ser jeg frem til at blive en del af, og jeg er klar til at give mig 100% for at hjælpe Aalborg Håndbold med at indfri de spændende ambitioner, supplerer Kristian Bjørnsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland