Overlægens dom: - Vandet er ikke farligt at drikke, men det kan give diarré
Borgerne i det ramte område skal fortsat koge vandet, men kommer man til at drikke det, er det ikke livsfarligt. Det vurderer vagthavende overlæge for patientsikkerhed.
Selv om man som borger i det ramte område i Aalborg Centrum er kommet til at drikke vand fra hanen, er der ingen grund til panik.
Ifølge overlæge ved Styrelsen for Patientsikkerhed Anne Hempel-Jørgensen er der tale om en overfladeforurening, hvor antallet af bakterier ikke er nær så højt, som hvis vandet havde været inficeret med spildevand.
- Man bliver ikke mega syg af at drikke vandet. Man kan maksimalt forvente at få en maveinfektion, altså diarré. Og her er det kun, hvis man føler, man bliver meget dårlig, at man behøver søge læge. I de fleste tilfælde vil det gå over af sig selv, siger overlægen.
Hos Styrelsen for Patientsikkerhed oplever man ofte denne slags forureninger, hvor et vandrør ved et uheld er blevet gravet over, og vandet så er blevet forurenet i mild grad.
Forskellen i det aktuelle tilfælde i Aalborg, er, at det har ramt mange flere borgere end normalt.
- Vi har mange drikkevandssager i mindre byer, hvor få hundrede borgere bliver ramt. Her er der langt flere involverede, og det er ikke så ofte, vi ser det, siger Anne Hempel-Jørgensen.
Det er området Vesterbro/Prinsensgade i vest, Fyensgade/Jyllandsgade i syd, Østre Alle og ud mod Oliehavnen, der er ramt af vandforurening.
Hos Aalborg Forsyning regner man med, at borgerne skal koge vandet et par dage endnu.