På trods af otte coronasmittede efter bispevielse: - Vi fortryder ikke

Stiftskontorchef fra Aalborg Stift fortryder ikke bispevielsen, hvor otte gæster efterfølgende blev smittet med corona.

- Smitten er jo i hele samfundet, så jeg tænker ikke, at det er så meget anderledes hos os. Og det var vigtigt for os, at vi fik en biskop.

Sådan lyder det fra Helle Hindsholm, som er stiftskontorchef i Aalborg stift.

I søndags blev der afholdt en bispevielse i Budolfi kirke, hvor der efterfølgende var otte, som blev testet positive for covid-19. 

Blandt de smittede var biskoppen Thomas Reinholdt Rasmussen, som havde været i nærkontakt med en coronasmittet før ceremonien. 

Bispevielsen blev afholdt i reduceret form og myndighedernes anbefalinger blev ifølge Helle Hindsholm overholdt.

- Jamen vi havde jo fulgt alle de regler, som myndighederne stiller ud, og som vi følger hver dag i kirkerne, når vi holder gudstjeneste. Vi havde jo skrevet ud til dem, der deltog, at de skulle medbringe coronapas. De blev også tjekket af kirkens personale ved indgangen, siger hun. 

Vigtigt med bispevielsen

I følge Helle Hindsholm har det været vigtigt for Aalborg Stift, at bispevielsen fandt sted.

- Vi har holdt den begivenhed, fordi det er en fest for Aalborg Stift. Og fordi vi skal have biskop indsat inden for de kirkelige områder, sådan så han kan koordinere og bære sin bispekjole, siger Helle Hindsholm.


Seneste nyt

fra Nordjylland