Påskegudstjenester gennemføres med restriktioner

I Hals Kirke betød det, at den sidste salme blev sunget udenfor kirken, så menigheden måtte synge med.

Hals Kirke afviklede søndag formiddag sin påskegudstjeneste. Men ligesom så meget andet, er kirkerne stadig underlagt restriktioner. Alligevel var sognepræst Christian Roar Pedersen glad for at kunne byde menigheden inden døre.

- Det er jo kirkens allerstørste højtid, så det er dejligt at kunne fejre gudstjeneste. Det kunne vi ikke sidste år til påske. Det er simpelthen bare så dejligt, siger Christian Roar Pedersen.

Coronarestriktionerne har betydet megen besvær i alle dele af samfundet, og der mener sognepræsten, at påsken kan være med til at give lys.

- Påskens budskab er håb, og vi har alle sammen brug for at høre om håb i det coronaliv, vi lever nu. Vi har brug for at høre om håbet i en tid, hvor vi åbner op, men måske er bange for, at det hele lukker igen, siger Christian Roar Pedersen

Udendørs salmesang

I Hals Kirke må menigheden højst bestå af 40 personer, gudstjenesten må højst vare 30 minutter og så er det ikke tilladt for menigheden at synge med på salmerne i kirken. I stedet sang et kor salmerne for de fremmødte i kirken.

- Det var en stor glæde at komme og høre andre synge for os, når nu vi ikke måtte selv, fortæller Alixe Brandt, der deltog i dagens gudstjeneste.

Andre kirker i Danmark valgte at rykke hele gudstjenesten udenfor, men det har man fravalgt i Hals Kirke.

- Det blæser så meget i Vendsyssel, så vi har ikke turdet løbe an på, at vi kunne være ude, siger Christian Roar Pedersen.

I stedet var det planlagt, at den sidste salme skulle synges i fællesskab udenfor kirken efter den 30 minutter lange gudstjeneste.

- Jeg synes, det var hyggeligt, at vi kunne gå ud og synge sammen, selvom det er blæsevejr, siger Alixe Brandt.

Og det glædede da også sognepræsten, at alle kunne være med til at synge den sidste salme.

- Under sangen er vi alle sammen om at lovsynge, prise og være glade, og det er simpelthen så dejligt at kunne gøre igen.


Seneste nyt

fra Nordjylland