Peter Mygind laver julekalender i Aalborg Zoo

Aalborg Zoo laver i år sin helt egen julekalender.

Der bliver nok af TV-julekalendere at vælge imellem i år, når både TV 2 og DR disker op med adskillige af slagsen, og nu bliver der én mere. Aalborg Zoo har nemlig lavet sin helt egen julekalender: "Peter & Den Magiske Dør".

Og det er ikke hvilken som helst Peter, der er tale om, for det er nemlig skuespilleren Peter Mygind, der indtager hovedrollen i julekalenderen. Han er nok mest kendt for store roller i tv-serierne Nikolaj og Julie, Borgen og Sommerdahl, og så var han også Karnevalskonge i Aalborg i 2019.

- Vi er enormt glade for at have Peter Mygind i vores julekalender. Han er den helt rigtige til at formidle julens budskab om fred og nærhed med vores kære, og han deler vores entusiasme og interesse for dyr, så det bliver super sjovt, underholdende og lærerigt på samme tid, siger Henrik Johansen, direktør i Aalborg Zoo.

Kur mod julestress: En tur i Zoo

I julekalenderen spiller Peter Mygind sig selv, men ikke i den energifyldte version, man ofte ser ham i, tværtimod i en stresset udgave, der har svært ved at finde julefred.

Gennem en magisk dør havner han i Aalborg Zoo, hvor han møder dyrepasseren Katrine, som har en kur mod stress og jag: Et ophold blandt Zoos dyr.

Dyrepasseren Katrine Christensen skal i julekalenderen hjælpe Peter Mygind med at finde den gode julestemning.
Dyrepasseren Katrine Christensen skal i julekalenderen hjælpe Peter Mygind med at finde den gode julestemning.
Foto: Aalborg Zoo

Derfor flytter Peter ind i den Grønlandske Fangerhytte og prøver sammen med Katrine at finde den gode julestemning, mens han oplever lidt af hvert i Aalborg Zoo.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Jul i Zoo

Julekalenderen starter ikke overraskende 1. december, men hvis man vil have et glimt af Peter Mygind inden, er han at finde i Aalborg Zoo den 18. november, hvor han tænder det store juletræ klokken 17 og åbner Jul i Zoo. 

Peter Mygind flytter i julekalenderen ind i den Grønlandske Fangerhytte tæt på isbjørneburet.
Peter Mygind flytter i julekalenderen ind i den Grønlandske Fangerhytte tæt på isbjørneburet.
Foto: Aalborg Zoo

Foruden at besøge et juleunivers og møde julemanden selv kan man til Jul i Zoo komme "behind the scenes", hvis man kigger forbi fangerhytten, kan man nemlig se nogle af tingene fra julekalenderen. 

Julekalenderen kan ses på Aalborg Zoos Facebook-side, Youtube-kanal og hjemmeside fra 1. december.


Seneste nyt

fra Nordjylland