Politi efterlyser 92-årige kvinde: Opfordrer borgere til at lede i haver og udhuse

En intens eftersøgning natten igennem har ikke resulteret i fundet af den 92-årig kvinde, der har været savnet siden klokken 11 søndag formiddag.

Opdateret 7. januar klokken 9.57: Eftersøgningen af den 92-årige kvinde er overstået. Hun er desværre fundet død.

Nordjyllands Politi har store dele af søndag og hele natten til mandag ledt intenst efter en 92-årig kvinde, som søndag omkring klokken 11 forlod sit hjem på plejehjemmet Sofiegården. Desværre uden held.

- Vi har haft og har stadig hjemmeværnsfolk til at hjælpe med eftersøgningen ligesom vi har fået assistance fra hundepatruljer fra Østjyllands Politi og Midt- og Vestjyllands Politi, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Jesper Sørensen.

Den 92-årige kvinde forlod Sofiegården omkring klokken 11 søndag formiddag og trods sine 92 år, beskrives hun som godt gående. Derfor opfordrer vagtchefen også borgere i store dele af Aalborg til at være opmærksomme - og til at bidrage til eftersøgningen ved at lede efter den ældre dame i haver, garager, skure og udhuse.

- Alle steder hvor man ville søge ly og læ er interessante, lyder det fra vagtchefen, som også opfordrer til at man tjekker sine naboers haver igennem, hvis de er bortrejst.

Søger måske mod Frejlev og Svenstrup

Den ældre dame har tidligere haft bopæl mellem Svenstrup og Frejlev, ligesom hun har familie i området. Disse byer er derfor også interessante i eftersøgningen af den bortkomne kvinde, og det er også borgere i disse områder, der opfrodres til at lede grundigt i deres haver og udhuse. Derudover er det naturligvis borgere i området omkring Sofiegården - altså borgere i bydelene Sofiendal og Hasseris, der bør kigge efter den 92-årige.

- Vi har vidner, der fortæller, at de har set den efterlyste i området omkring Mulighedernes Park og ved Hasseris Kirke, men siden da har vi ikke fået nogen henvendelser om at hun er set, fortæller Jesper Sørensen.

Han oplyser at politiet har oprettet en kommandostation ved Sofiegården og at eftersøgningen, som har pågået hele natten, fortsætter med uændret intensitet, når solen står op mandag morgen.

 Video optaget søndag eftermiddag omkring Sofiegården hvor Nordjyllands Politi eftersøger den 92-årige:

Video: Per Frank Paulsen

Seneste nyt

fra Nordjylland