Politiet efterlyser buttet mand for forsøg på voldtægt
Foto: (Arkivfoto)
En norsk kvinde er udsat for fuldbyrdet voldtægt på havnen i Aalborg.
Nordjyllands Politi udsender nu signalement på den mand, der tidligt søndag morgen forsøgte at voldtage en 21-årig kvinde i Aalborg.
Nordjyllands Politi har torsdag eftermiddag udsendt et signalement på den mand, der tidligt søndag morgen den 21. oktober forsøgte at voldtage en 21-årig kvinde, da hun var på vej hjem fra byen i Aalborg.
Det drejer sig om en mand på 25-35 år, som er cirka 180 centimeter høj. Han beskrives som værende almindelig til buttet af bygning, med kort, karseklippet hår og iført mørk jakke og mørke bukser. Han var lys i huden og talte dansk.
Voldtægtsforsøget skete ved fem-tiden søndag morgen i baggården ved Østerbro 41 og Øster Havnegade 5, hvor kvinden blev overfaldet af en mand, som ved at gribe hende om halsen forsøgte at trække hende hen mod et græsareal. Men på grund af kvindens høje skrig blev et par, som befandt sig i området, opmærksomme på optrinnet, og manden flygtede.
Den 21-årige kvinde var dog ikke den eneste, manden kom tæt på den morgen. Også en 23-årig kvinde har henvendt sig med oplysninger, da hun bemærkede manden i baggården ved Østerbro 31, hvor han fulgte efter hende. Hun nåede dog at komme i sikkerhed i sin opgang, før han fik fat i hende.
Politikommissær Carsten Straszek, der efterforsker sagen, beder nu mulige vidner om at henvende sig i sagen.
- Det kan være personer, som har hørt skriget fra den 21-årige kvinde, set overfaldet eller observeret manden i området omkring Østerbro/Øster Havnegade, forklarer Carsten Straszek.